Jobcentret i Syddjurs Kommune er brændt ned til grunden. I Odense mødte en mand op med en dunk benzin for at gøre det samme. Og i Helsingør blev to ansatte hugget ned med en økse.
Det har været en usædvanlig voldsom uge på de danske jobcentre. Men de tre dramatiske episoder er blot de sidste i en række af alvorlige konfrontationer.
Flere jobcenterchefer og fagforeninger bekræfter over for Avisen.dk, at mængden af alvorlige konflikter på jobcentrene har været støt voksende igennem et par år.
Næstformand i HK/Kommunal Mads Samsing finder situationen "dybt bekymrende".
"Vi ses desværre en slags forråelse, som medfører flere tilfælde af vold eller trusler mod ansatte. Det er en klart stigende tendens," siger han.
I torsdags forsøgte en mand at sætte ild til Jobcenter Odense. Her har man ikke tidligere haft en tilsvarende voldsom episode.
Beskæftigelseschef Michael Hein Petersen mener, at man skal være varsom med, hvad man udleder af episoden.
"Men vi oplever, at der er flere borgere, der bliver vrede og aggressive. Vi fører ikke særligt statistik på det, men det er fornemmelsen,” siger han.
Også jobcentercheferne i Skive og Slagelse oplever et optrappet konfliktniveau på de kommunale jobcentre.
Ledige amok over skrappe regler
Formand for Socialrådgiverforeningen, Bettina Post, mener, at strammere sanktioner over for arbejdsløse skaber flere konflikter.
"Vi har set en skarp stigning i brugen af sanktioner over for arbejdsløse. Det er jo nærliggende at tro, at det medfører flere frustrationer og tilspidsede situationer på jobcentrene," siger hun.
Også sektionsleder Bjørn Holmgaard fra Jobcenter Skive kæder det eskalerede konfliktniveau sammen med, at kravene til kommunernes håndhævelse af reglerne er blevet mere firkantede.
"Vi ser en forværring, fordi færre ting bliver ordnet i porten. Det betyder, at vores sagsbehandlere skal være endnu skarpere for at undgå, at borgere går amok," siger han.
Det dog ikke sanktioner i sig selv, der får bægeret til at flyde over, understreger Bjørn Holmgaard:
"Hvis ledige føler sig talt ned til og umyndiggjort, så bliver de vrede. Derfor er det afgørende, at vi fokuserer på den måde, vi kommunikerer på."
Både HK og Socialrådgiverforeningen udpeger også en dalende tillid til sagsbehandlere og jobkonsulenter som en del af forklaringen.
"Vi ser det også i forhold til pædagoger og parkeringsvagter. Respekten er simpelt hen blevet mindre, og reaktionen bliver tilsvarende hårdere, når folk føler, at deres forsørgelsesgrundlag står på spil," siger Mads Samsing fra HK/Kommunal.
For mange fejl skaber mistillid
Tilliden til offentlige myndigheder får endnu et hak nedad i takt med praksisundersøgelser, der viser mange fejl i sagsbehandlingen, understreger Bettina Post.
Voldsspiralen på jobcentrene skaber også bekymring i Folketinget.
”Selvfølgelig bekymrer det mig. Det skal bekymre mig, og det skal bekymre alle. Det må aldrig være sådan at man skal være bange for at gå på arbejde. Det kan vi ikke byde nogen. Derfor skal vi tage det alvorligt,” siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen.