Kriminel får æren for international narkosag
De tiltalte valgte selv grov kriminalitet, da de på motorvejen ved Skærup kørte mod København, siger anklager.
Colombianeren med øgenavnet Maria, der er dømt for hvidvask af narkopenge i USA, har vist sig at være det nødvendige redskab for ordensmagten.
Colombianeren med øgenavnet Maria, der er dømt for hvidvask af narkopenge i USA, har vist sig at være det nødvendige redskab for ordensmagten. Foto: Colourbox/free


En usædvanlig straffesag om et forsøg på at indføre 200 kilo kokain fra Sydamerika skyldes især en kriminel colombianers hjælp til amerikansk og dansk politi.

Det er budskabet fra anklagemyndigheden i Retten i Aarhus torsdag, hvor en tysker og hans colombianske ven samt en dansker er tiltalt.

Tyskeren MS, der bor i Sydspanien, hører til blandt de narkobagmænd, som er allersværest for politiet at afsløre, lyder det fra advokaturchef Poul Gade.

Men colombianeren med øgenavnet Maria, der er dømt for hvidvask af narkopenge i USA, har vist sig at være det nødvendige redskab for ordensmagten.

Under et flere måneder langt forløb har han hjulpet det amerikanske narkopoliti DEA og det danske politi.

Han deltog i et skuespil og havde rollen som leverandør af den efter danske forhold enorme mængde narkotika.

- Maria vandt hans tillid og fik ham i tale, siger Poul Gade om forholdet til MS.

- Alene af den grund har vi denne sag, tilføjer han.

En dommer i Aarhus gav politiet tilladelse til at bruge Maria som civil agent under forhandlinger om kokainen ved møder i København. Men han måtte kun give en yderst beskeden bistand, siger loven.

- Det er klart, at der kan være betænkeligheder ved at lade kriminelle arbejde for politiet, siger advokaturchefen. Men han betegner Maria som troværdig.

- Alt er optaget på bånd. Derfor har vi turdet køre agentoperationen, siger Poul Gade.

Aflytninger af samtalerne viser, at Maria ikke gik for langt.

- De er ikke blevet lokket i en fælde, og de er ikke blevet presset eller lokket, siger han om de tiltaltes optræden.

Tværtimod fik de nu tiltalte undervejs flere "nødudgange" - for eksempel da Maria spurgte, om de ønskede at stoppe.

Affæren begyndte ved møder på en kaffebar i Bogota i Colombia, men optagelser herfra eller rapporter ønsker DEA ikke at lægge åbent frem.

- Selv om der i Bogota måtte være foregået noget, der ville være ulovligt efter de danske agentregler, har det ikke betydning, mener Poul Gade. Pointen er, at de anklagede holdt fast i deres kriminelle planer og var ivrige efter at slutte handlen.

Til sidst blev de introduceret for den britiske undercover betjent Tony i Aarhus. Forinden aftalte MS, at han ville kunne kendes på, at han havde en Red Bull i den ene hånd og en cigaret i den anden.

Tony forlangte at se penge og skruede prisen op. MS og hans ven skulle tænke over det og kørte mod syd.

- På motorvejen ved Skærup drejede de til venstre mod København. Hvis de var holdt til højre og var kørt mod Hamburg og havde opgivet, var der ikke blevet en straffesag, siger Poul Gade.

Dagen efter vendte de tilbage til Café Hollywood i Aarhus - og blev derefter anholdt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.