Krigsveteran efterlyses: Soldaterforening frygter for hans skæbne
En krigsveteran efterlyses af Østjyllands Politi, som frygter at han vil tage sit eget liv. Foreningen Veteranalliancen kræver en bedre indsats for tidligere udsendte soldater.
Østjyllands Politi har efterlyst Flemming René Højholdt Andersen.
Østjyllands Politi har efterlyst Flemming René Højholdt Andersen. Foto: Privat. Bringes efter aftale med familien.


Østjyllands Politi har udsendt en efterlysning af den 36-årige Flemming René Højholdt Andersen, der har været væk siden lørdag eftermiddag. Politiet frygter, at han kan finde på at tage sit eget liv.

Flemming René Højholdt Andersen er veteran, lider af PTSD og har været udsendt seks gange til Irak og Afghanistan. Det oplyser talsmand for Veteranalliancen Claus Stenberg til Avisen.dk.

Han fortæller, at der inden for de sidste to måneder har været flere tragiske sager om veteraner. Senest sagen om den tidligere Balkan-veteran Lars Kragh, der er sigtet for at slå sine forældre ihjel, men også to selvmord og en forsvinding. Og han frygter, at Flemming René Højholdt Andersen er endnu en i rækken.

- Vi har i årevis sagt, at vi kun har set toppen af isbjerget. Der går nogle nogle veteraner rundt derude, som har det rigtig svært. De er for nogles vedkommende faldet ned mellem to stole, så der ikke er nogen systemer som kommuner, psykiatri eller veterancentre, som føler noget nævneværdigt ansvar for dem. De er langt hen af vejen overladt til familien og nogle frivillige kræfter. Det vil sige, at det bliver meget tilfældigt, om de får den hjælp og støtte, som de har brug for, siger Claus Stenberg. 

Også familien frygter det værste. Flemming René Højholdt Andersen har nemlig før forsøgt at tage sit eget liv, oplyser hans svigerinde Henriette Højholdt til Avisen.dk.

Ingen har set hendes svoger siden lørdag eftermiddag, hvor han sidst blev set klokken 17.30 på beværtningen P Smed i Randers.

Kræver bedre indsats

Hos Veteranalliancen kræver man en bedre indsats for de tidligere soldater.

- Hvis ikke vi får vendt den her veteranindsats hen imod dem, som har det sværest, så taber vi dem på gulvet. Når to begår selvmord, to forsvinder og en slår sin familie ihjel med en økse, så er det et tegn på at systemet ikke fungerer, siger Claus Stenberg.

Veteranalliancen har fem indsatsområder, som man peger på skal blive langt bedre, hvis der skal tages hånd om de tidligere udsendte. Det drejer sig om behandlingstilbud, den kommunale indsats og området for arbejdsskadeerstatninger. Ligesom det også gælder væresteder som veteranhjem, veterancafeer og boliger til nogle af de virkelig sårbare veteraner, fortæller Claus Stenberg.

- Hvis man strammede op på de områder, så ville man også få et andet og bedre resultat, end man får i dag. Så er der nemlig ikke så mange, der ville falde igennem og føle, at de sad med problemerne alene. Og alle de her selvmord og folk, der forsvinder, er jo et udtryk for, at folk føler sig så marginaliseret og alene med de her problemer, at de slet ikke ved, hvor de skal gøre af sig selv. Så melder de sig ud af samfundet, flytter ud i skoven eller hænger sig i garagen, og det er en forbandet tragedie hver gang, siger Claus Stenberg.

Avisen.dk kunne i sidste uge fortælle, at hjælpen til veteraner er vidt forskellige i landets kommuner. Det er nemlig kun 15 ud af 98 kommuner der har ansat en såkaldt veterankoordinator, som har særligt fokus på de hjemvendte soldater fra Irak, Afghanistan, Balkan og andre konfliktområder.

Politiet søger vidner

Østjyllands Politi har i forbindelse med efterlysningen af Flemming René Højholdt Andersen oplyst, at han kører i en nyere koksgrå Mercedes Benz model A180 reg.nr. AS 71 958. Politiet beder borgere tage kontakt, hvis de har set bilen eller Flemming René Højholdt Andersen. Han beskrives som:

  • 36 år
  • 183 cm høj
  • Karseklippet kommunefarvet hår med begyndende måne
  • Han var ved sin forsvinden iført sort Softshell med hvid lynlås, blå Polo-shirt, blå cowboybukser og mørkeblå Adidas kondisko med hvide såler

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.