Krigsdrama tager flest Robert-nomineringer
De nominerede til årets Robert-priser er netop blevet afsløret og særligt filmen "Under sandet" går igen.
Skuespilleren Roland Møller er nomineret til en Robert for sin hovedrolle i filmen "Under sandet".
Skuespilleren Roland Møller er nomineret til en Robert for sin hovedrolle i filmen "Under sandet". Foto: MOGENS FLINDT/Polfoto


Det er snart tid til at hylde den danske film- og tv-branche, når de eftertragtede Robert-statuetter skal uddeles.

Tirsdag blev de nominerede offentliggjort, og det er den nye dansk-tyske krigsfilm "Under sandet", der går mest igen på nomineringslisten.

Filmen er nomineret hele 14 gange - blandt andet i kategorien "Årets danske spillefilm", og Roland Møller, der har hovedrollen i filmen, er nomineret som "Årets mandlige hovedrolle". Instruktøren Martin Zandvliet hiver også en nominering hjem, og det samme gør skuespillerne Mikkel Boe Følsgaard og Louis Hoffmann for deres biroller i filmen.

Filmen får tæt konkurrence af en række andre danske spillefilm. "Krigen" får nemlig også en del nomineringer, og det samme gør film som "Idealisten", "Mænd og Høns", "Skammerens Datter" og "Sommeren '92".

- Det har været et fantastisk år for dansk film, hvilket kan ses på den store spredning af nomineringer. Hele 18 ud af 27 indstillede film har opnået to eller flere nomineringer efter et rekordstort antal afgivne stemmer fra akademiets medlemmer, siger Kim Magnusson, der er formand for Filmakademiet.

De nominerede i kategorien "Årets kvindelige hovedrolle" er endnu ikke offentliggjort.

Det er Danmarks Film Akademis medlemmer, der skal afgøre, hvem der kan gå hjem med de prestigefyldte Robert-priser, der bliver uddelt ved en stor prisfest den 7. februar.

Publikum har dog også lidt at skulle have sagt. De kan nemlig stemme på deres favorit til at vinde Blockbuster Publikumsprisen lige her: www.blockbuster.dk/robertprisen.

Alle de nominerede kan ses her http://filmakademiet.dk/nyheder/robert-nomineringerne-2016/

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.