Krigere bruger ferieøer som springbræt til at nå Syrien
Syrienkrigere tager bil og færge i stedet for at flyve for at undgå myndighedernes opmærksomhed.


Med bil fra Danmark til Bari i Italien. Herfra med færge til græske ferieøer som Kos. Videre med færge til Izmir i Tyrkiet. Og herfra i bil til den syriske grænse.

Sådan lyder rejseruten ifølge Politiken for nogle af de danske syrienkrigere, som rejser til Syrien eller Irak for at kæmpe.

Det fremgår blandt andet af en korrespondance mellem en såkaldt indhenter for Politiets Efterretningstjeneste (PET) og en central dansk syrienkriger fra Aarhus, der uforvarende leverer oplysninger om rejsemønstret.

Østjyllands Politi og eksperter bekræfter tendensen over for Politiken.

Syrienkrigeren har kæmpet med al-Qaedas fraktion i Syrien, Nusra-fronten, og udtrykker sig i korrespondancen, som Politiken er i besiddelse af, positivt om Islamisk Stat.

Han forklarer, at en bil er det bedst egnede transportmiddel, hvis man vil ned til borgerkrigen.

- Alt andet er for høj risiko, skriver han på Facebook til PET-indhenteren, som foregiver at være ligesindet syrienkriger.

Krigeren forklarer videre, at turen typisk tager seks dage og involverer en biltur til Italien og tre færger i Det Græske Øhav, før man er fremme i Tyrkiet.

Politiken er bekendt med identiteten på syrienkrigeren og har været i kontakt med tre andre fra København, som også er nået til eller har forsøgt at nå til Syrien via Italien eller Grækenland.

Tidligere tog hellige krigere fra Danmark i høj grad med fly til Istanbul i Tyrkiet, og derfra krydsede de grænsen til Syrien.

Østjyllands Politi oplyser, at man havde en sag i februar, hvor syrienkrigere valgte at køre sydpå i bil frem for at flyve.

- Det sker jo selvfølgelig for at undgå den grundige paskontrol i lufthavnene, siger Allan Aarslev, politikommissær ved den kriminalpræventive afdeling, til Politiken.

PET har ingen kommentarer til sagen, men ifølge Politikens oplysninger er rejsemønstret langtfra nyt for efterretningstjenesten, der vurderer, at der er risiko for, at syrienkrigere kan vende hjem med et ønske om at begå et angreb i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.