Kreml: Ingen russiske landtropper skal til Syrien
Rusland har ingen planer om at sende landtropper ud på den syriske slagmark for at hjælpe regeringsstyrkerne.
En russisk SU-24M-jager går på vingerne fra en base i Syrien for at angribe oprørere. Men der kommer ikke russiske landstyrker på krigsskuepladsen, siger Kreml-talsmand.
En russisk SU-24M-jager går på vingerne fra en base i Syrien for at angribe oprørere. Men der kommer ikke russiske landstyrker på krigsskuepladsen, siger Kreml-talsmand. Foto: Alexander Kots/AP


Der er ingen planer om at sende enheder fra den russiske hær til Mellemøsten for at kæmpe i Syrien med præsident Bashar al-Assads regeringshær.

Det fastslår Dmitrij Peskov, talsmand for Kreml.

Han siger videre, at regeringen i Moskva ikke vil støtte frivillige, som vil til Syrien for at slås sammen med Assad-styrkerne.

- Det er ikke en regeringsrolle, siger han.

Ifølge Peskov er Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke fokuseret på muligheden for, at russiske borgere slutter sig til Assad-hæren.

- Det er ikke et emne på dagsordenen lige nu, siger Peskov.

Mandag sagde admiral Vladimir Komoedov, der er leder af forsvarskomiteen i det russiske parlaments underhus, til nyhedsbureauet Interfax, at en enhed af russiske frivillige godt kunne slutte sig til Assads hær.

- Da russere i forvejen kæmper sammen med Islamisk Stat, kan vi forestille os, at andre gerne vil slås sammen med den syriske hær, siger Komoedov tirsdag til AFP.

Men han fastslår også, at Rusland ikke vil støtte et borgerinitiativ om at deltage i en konflikt uden for Ruslands grænser.

- Den russiske stat har ikke noget med dem at gøre, siger han.

I henhold til russisk lov risikerer russere op til syv års fængsel for at deltage i væbnet konflikt i udlandet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.