Kreditkortkilde forbliver helt tys tys i Se og Hør-sag
Tys-tys-kilden, der angiveligt solgte kreditoplysninger om kendte og kongehus, forbliver tavs i Se og Hør-sag.
Tys-tys kilden ville ikke udtale sig, da Se og Hør-sagen fredag blev indledt ved Retten i Glostrup. Arkivfoto.
Tys-tys kilden ville ikke udtale sig, da Se og Hør-sagen fredag blev indledt ved Retten i Glostrup. Arkivfoto. Foto: Khan Tariq Mikkel/Free


Efter planen skulle den såkaldte tys-tys-kilde fredag have afgivet forklaring i Se og Hør-sagen, hvor han er tiltalt for at have skaffet sig adgang til oplysninger om kendte og kongeliges kreditkort og videresolgt dem til ugebladet.

Men tys-tys-kilden har indtil videre valgt at forblive tavs i retten. Det oplyser hans forsvarer, Michael Juul Eriksen.

- Efter råd fra mig vil min klient ikke udtale sig i retten, siger han.

Forsvareren har kæret de tilståelsessager, hvor eks-chefer fra ugebladet fik dom 25. august, til landsretten. Tys-tys-kilden vil derfor afvente resultatet, før han afgiver forklaring, lyder det.

- Det var ikke i orden, at man gennemførte de sager som tilståelsessager, siger Michael Juul Eriksen, som torsdag kærede sagen til landsretten, fordi han mener, at de dømte har tilstået noget, der ikke er ulovligt.

Tidligere nyhedschef Lise Bondesen og tidligere redaktionschef Kim Bretov blev hver idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Udgiveren Aller fik ved samme lejlighed en bøde på ti millioner kroner.

De blev blandt andet dømt for medvirken til ulovlig hacking. Men Michael Juul Eriksen mener ikke, at der er tale om ulovlig hacking i sagen, fordi tys-tys-kilden havde adgang til kreditkortoplysningerne via sit job.

Desuden mener Michael Juul Eriksen, at anklageren har forhalet sagen blandt andet ved ikke at udlevere en tidsplan i rette tid.

Hvis landsretten giver medhold i kæremålet, bliver tilståelsessagen annulleret, og så skal Kim Bretov og Lise Bondesen endnu en tur i retten, forklarer Michael Juul Eriksen.

De øvrige tiltalte i sagen oplyser gennem deres forsvarere fredag til retsformand Mette Lyster Knudsen, at de er villige til at forklare sig i retten.

Det vil ske over de kommende retsmøder, der løber frem til slutningen af november.

I alt er seks tiltalt i sagen. Det drejer sig om tys-tys-kilden, de to journalister samt tre tidligere chefredaktører på ugebladet: Henrik Qvortrup, Kim Henningsen og Per Ingdal. Alle nægter sig skyldige.

Ifølge anklagemyndigheden har tys-tys-kilden som ansat ved Nets' underleverandør IBM misbrugt kollegers adgangskoder til at følge med i mindst 163 kendte og kongeliges brug af kreditkort.

Oplysningerne solgte han angiveligt fra maj 2008 til 2012 til Se og Hør, hvilket han ifølge anklagemyndigheden tjente mindst 430.000 kroner på.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.