Kras kritik fra EU-Parlamentet af græske kriseløsninger
Svarene på Grækenlands gældskrise har langt fra været tilstrækkelige - hverken fra landet selv eller udefra.
Økonomikommissær Pierre Moscovici (til venstre) måtte lytte til kritik af håndteringen af gældskrisen i Grækenland, hvor finansminister Euclid Tsakalotos (til højre) kæmper for at finde passende besparelser.
Økonomikommissær Pierre Moscovici (til venstre) måtte lytte til kritik af håndteringen af gældskrisen i Grækenland, hvor finansminister Euclid Tsakalotos (til højre) kæmper for at finde passende besparelser. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Der er udbredt deja-vu i EU, hvor man igen-igen har Grækenlands gældskrise oppe at vende.

Og det skyldes de mangelfulde og kortsigtede løsninger, der indtil nu har været EU's og de andre kreditorers svar på den enorme græske gæld.

I en debat i Europaparlamentet i Strasbourg kritiserer politikere fra de fleste fløje tirsdag håndteringen af krisen på politisk plan.

- Nu står vi her igen og taler om Grækenland efter den første krise. Det er som at være med i en ubehagelig genindspilning af en film, vi har set før, siger Gianni Pittella, der er leder af den socialdemokratiske gruppe.

Den borgerlige EPP-gruppe, der blandt andet har det tidligere græske regeringsparti Nyt Demokrati i stalden, gav en stor del af skylden til den nuværende græske leder, Alexis Tsipras. Men andre skød igen.

- Du angriber Tsipras og forsvarer dine venner. Men det var i 2008 under Nyt Demokrati, at den enorme gæld og det store budgetunderskud blev skabt, siger det græske europaparlamentsmedlem Dimitrios Papadimoulis fra den socialistiske gruppe.

Få af politikerne er i tvivl om, at der skal gøres mere for at hjælpe Grækenland ud af en svær situation med massiv arbejdsløshed og en kraftigt indskrumpet økonomi, hvor man ikke er færdig med at skære ned endnu.

- Vi bliver nødt til at lave en budgetplan, der lever op til sit navn. Hvis vi ikke skifter retning, vil lidelserne i Grækenland, som er overladt til sig selv i flygtningekrisen, kun blive værre, siger Philippe Lamberts fra De Grønne.

EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, lover, at eurolandene nærmer sig en plan, der udløser nye lån fra den græske hjælpepakke som belønning for nye nedskæringer.

Bagefter vil de se på muligheden for at lette Grækenlands gæld - noget de fleste partier i parlamentet også mener, er nødvendigt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.