Kras forskerkritik: Du strammer for hårdt, Hjort!
Danmark risikerer at gå glip af en masse vækst ved at gennemføre milliardbesparelser på børn og uddannelser, advarer arbejdsmarkedsforsker.
Regeringen vil spare på børn og uddannelser, mens sundhed og ældre ikke må holde for. Det er ikke en investering i fremtiden og kan koste vækst og arbejdspladser, advarer professor Bent Greve.
Regeringen vil spare på børn og uddannelser, mens sundhed og ældre ikke må holde for. Det er ikke en investering i fremtiden og kan koste vækst og arbejdspladser, advarer professor Bent Greve. Foto: Preben Madsen, Scanpix.


Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har tirsdag præsenteret regeringens bud på næste års finanslov. Forslaget har titlen 'Stramme rammer – klare prioriteter.'

Den titel får velfærds- og arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet, professor Bent Greve, til at trække på smilebåndet.

- Titlen udtrykker i virkeligheden meget kort og præcist, hvad regeringen gerne vil. Nemlig at nogle områder som børn og uddannelser må holde for og spare, for så kan regeringen prioritere andre områder, hvilket især er sundhed og ældre, siger Bent Greve.

Skyder sig selv i foden

Professoren mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Claus Hjort Frederiksen skyder sig selv i foden, når de fremlægger en finanslovsforslag for næste år, der lægger op til flere besparelser end nødvendigt for at leve op til den såkaldte budgetlov.

Ifølge den danske budgetlov må Danmark ikke have et underskud på mere end 0,5 procent af BNP på den såkaldte strukturelle saldo. Men mandag kom det frem, at finansministeren ifølge Berlingske blandt andet vil sløjfe den tidligere regerings børnepakke til godt to milliarder kroner for at komme ned på et underskud på 0,4 procent af BNP.

- I mit hoved er det her slet ikke de bedste prioriteringer på lang sigt. Regeringen strammer så meget op, at man risikerer at stramme for meget. Det kan få store konsekvenser for væksten og arbejdsmarkedet, mener Bent Greve.

Prioriterer ikke fremtidens generationer

Han pointerer, at Danmark ikke har nogen stor statsgæld, og at der ikke er nogen grund til at spare på vitale områder for at gå fra et minus på 0,5 til 0,4 pct af BNP. For selvom det lyder teknisk, handler det for Bent Greve både om kvaliteten af fremtidens danske velfærdssamfund og muligheden for at skabe gode arbejdspladser.

- Man kan i hvert fald sige, at det her ikke er en prioritering af fremtidens generationer, men i højere grad af de nuværende generationer. Kort sagt virker det som om, regeringen ikke rigtig investerer i fremtiden, men kigger mere på nogle kortsigtede besparelser, siger professoren.

Regeringen lægger op til at spare mange milliarder på uddannelser og børnepasning, og det er ifølge Bent Greve sociale investeringer, der er med til at sikre, at velfærdsstaten udvikler sig og giver folk mulighed for at være aktive, producere og skabe indtjening.

Selvmål

- Risikoen er, at vi går glip af en masse vækst. For Danmark får ikke de samme muligheder for vækst, som hvis vi investerede i uddannelse, forskning og børns opvækst. Vi får langt bedre betingelser for vækst i fremtiden ved at satse på børn, uddannelse og forskning nu, siger han.

Bent Greve henviser til, at efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft vil stige støt i Danmark i de kommende år.  Når man så vælger at spare på det, som uddannelsesministeren kalder ’kornfede’ uddannelsesinstitutioner, bliver det ifølge forskeren et kæmpe selvmål.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.