Opdatering: Togene kører igen, men er forsinkede.
Et kraftigt regnvejr i Vendsyssel natten til torsdag har ødelagt skinnerne mellem Hjørring og Frederikshavn. Togdriften på strækningen er indstillet.
- Den ballast, som holder skinnerne på plads, er blevet skyllet væk, og Banedanmark er på stedet for at besigtige skaderne, fortæller pressevagten hos DSB til Ritzau.
DSB har bestilt togbusser til at dække strækningen, hvor der blandt andet kører Intercity- og Intercitylyn-tog.
Også vejtrafikken er hårdt ramt efter regnvejret, som har blokeret flere veje i Vendsyssel.
Motorvej E39 har været lukket på grund af regnen, men er torsdag formiddag igen åben for trafik. Dog opfordrer Nordjyllands Politi trafikanterne til at være meget forsigtige.
- Pas især på, når man kører under viadukter og lavtliggende områder, hvor vand samles, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals.
Ordensmagtens advarsler gælder ikke kun kørsel på motorvej, men også på de mindre veje nord for Limfjorden.
- De kan være oversvømmet. Vi anbefaler, at man kører meget forsigtigt, og fortsat ikke tager chancer i et forsøg på at forcere de vandmasser, man måtte støde på i trafikken, siger Henrik Skals.
Regnvejret er især gået hårdt ud over Glimsholtvej syd for Sindal ved Glimsholt Å. Ifølge Nordjyllands Politi er dele af vejen styrtet sammen på grund af vandmasserne, og vejen er derfor lukket.
På Frederikshavnsvej, rute 35, øst for Sindal er en viadukt fuldstændig spærret på grund af vand, oplyser Nordjyllands Politi.
/ritzau/