Kraftig regn giver kaos i Sydjylland
Politi advarer om oversvømmede veje, underminerede fortove og lyskryds, der er ikke virker, efter kraftig regn
Området omkring Varde og Esbjerg er fredag eftermiddag hårdt ramt af oversvømmelser. Arkivfoto.
Området omkring Varde og Esbjerg er fredag eftermiddag hårdt ramt af oversvømmelser. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Voldsom regn og skybrud har fredag eftermiddag ført kaoslignende tilstande i området omkring Esbjerg og Varde.

På Twitter advarer Syd- og Sønderjyllands Politi om, at flere viadukter og lavtliggende veje er oversvømmet.

- Pas meget på derude. Store mængde regn i Esbjerg-Varde området. Sæt hastigheden ned og kør ikke ud i søer, du ikke kan se bunden på, lyder advarslen fra politiet.

Blandt andet er viadukten ved Bilka på Kjersing Ringvej i Esbjerg oversvømmet og umulig at komme igennem. Det samme gælder viadukten under togbanen på Vestkystvejen ved Tarp.

Flere lyskryds i Esbjerg-området virker ikke, og et fortov i Skjoldsgade er undermineret af vandmasserne.

Desuden meldes flere veje i og omkring Varde oversvømmet - det gælder blandt andet Knoldflodvej i Næsbjerg og Søndermarksvej/Plantagevej i Varde.

På Hjertingvej er regnvandsbassiner løbet over, og vandet flyder ned mod huse og kaserneområdet.

Sidst på eftermiddag lysner det dog tilsyneladende.

- Det er holdt op med at regne, og vejret ser fint ud i horisonten, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Tidligere fredag gik det voldsomme vejr ud over københavnerne. Fredag morgen modtog Falck 50 anmeldelser om vandskader, hvilket ifølge redningstjenestens pressevagt betegnes som "en hel del". Fredag eftermiddag er tallet steget til 70.

Det drejer sig primært om oversvømmede kældre og kloakker.

Værst gik det ud over den nordlige del af hovedstadsområdet, hvilket vil sige Herlev, Charlottenlund, Hellerup, Lyngby, Bagsværd og Gladsaxe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.