69-årige Søren Tannebek har ikke lang tid igen.
Han er syg med kræft og indlagt på Hospice Vendsyssel i Frederikshavn, efter lægerne har stoppet hans kemobehandlinger. Alligevel har han overskud til at søsætte et sidste projekt, der skal være til gavn for de hjemløse.
Han er i færd med at overdrage sin 5,5 hektor store have til hjemløseorganisationen Hus Forbi. Det skriver TV 2.
- Det har været en drøm for mig. De bliver jaget væk fra forskellige steder. Enten kan de ikke få lov til at overnatte, eller så må de ikke være der om dagen. Nu skal de have et sted at være, hvor de kan sige, at det er deres, siger Søren Tannebæk til TV 2.
Smukt område
Om han lever længe nok til at se projektet komme i gang, ved han ikke. Det er uvist hvor længe, Søren Tannebek har igen. Måske er der kun kort tid.
Men det er vigtigt for ham at gøre noget godt for andre. Han mener, at man skal prøve at bidrage til fællesskabet med det, man kan.
Grunden, han har valgt til give væk til de hjemløse, har en helt særlig betydning for Søren Tannebek, der gennem 23 år har har brugt timevis på at passe og pleje haven.
- Det er så smukt et område, at man tror, det er løgn, fortæller han.
Siden han for knap to uger siden blev indlagt på hospice har han brugt tid på at planlægge overdragelsen.
Hjemløse: Helt unikt
Den smukke gave bliver modtaget med kyshånd af Hus Forbi, der betegner Søren Tannebeks gave som helt unik.
- Det er hårdt at være hjemløs, det er hårdt at bo på gaden. Indimellem er der nogle, der bare har brug for en pause og at komme væk derfra, siger Søren Jensen, bestyrelsesmedlem i Hus Forbi, til TV 2.
Han er sikker på, at haven vil gøre en stor forskel for de hjemløse.
Hus Forbi skal nu i gang med at planlægge, hvilke bygninger der skal være på grunden, og finde penge til at få bygget dem op.