Kræftramt Ivan Basso skal opereres onsdag
Den italienske cykelrytter er tilbage i sit hjemland, hvor han onsdag skal opereres for testikelkræft.
Ivan Basso skal onsdag opereres i Milano .
Ivan Basso skal onsdag opereres i Milano . Foto: Laurent Cipriani/AP


Cykelrytteren Ivan Basso skal onsdag opereres for testikelkræft.

Tinkoff-Saxo-rytteren meddelte mandag på hviledagen i Tour de France, at han måtte trække sig fra det franske etapeløb.

Efter et styrt på 5. etape i sidste uge havde italieneren smerter i sin venstre testikel, og undersøgelser viste senere, at han er ramt af testikelkræft.

Ivan Basso blev tirsdag undersøgt på San Raffaele Hospital i Milano, meddeler Tinkoff-Saxo i en pressemeddelelse.

Lægen Francesco Montorsi skal onsdag forestå operationen på hospitalet, meddeler cykelholdet.

37-årige Ivan Basso har to gange, i 2006 og 2010, vundet Giro d'Italia.

I 2005 blev han nummer to i Tour de France.

I årets Tour skulle han have assisteret Tinkoff-Saxos kaptajn, Alberto Contador, i bjergene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.