Kræftpatienter får nu lettere ved at holde styr på deres behandlingsforløb med mobilapp'en 'Liv med Kræft'.
Appen, der bliver lanceret i dag, tilbyder et samlet overblik over medicin, bivirkninger, aftaler og kontaktpersoner.
- Det er et problem for mange patienter, at de får ordineret medicin, som de glemmer at tage. Eller som de vælger fra på grund af bivirkninger. Det hjælper appen med at holde styr på, fortæller Hanne Sandvang, webchef i Kræftens Bekæmpelse, til Ritzau Fokus.
Samtidig kan appen bruges i dialogen med patientens læge, som kan se, hvordan medicinen virker i forhold til, hvordan den bliver taget.
Men udover organisering af medicin-indtagelse og kontakt til lægen, har appen en række funktioner, som skal få patienten til at tænke positivt - hjælp til at huske dagens lyspunkter, meditationer og inspiration til fysiske øvelser.
I appen findes desuden en række forslag til målinger, som for eksempel registrering af søvn, smerter, vægt og humør.
Kræftens Bekæmpelse oplyser, at appen er blevet til samarbejde med kræftpatienter og pårørende, der har givet feedback om deres behov og ønsker.
Omkring 35.000 personer i Danmark får hvert år en kræftdiagnose. Kræftens Bekæmpelse har det som mål, at 10.000 downloader appen.
Hanne Sandvang fortæller, at flere udenlandske kræftorganisationer har vist stor interesse for appen allerede før, den er kommet på markedet.
- Rygtet er løbet stærkt. Og det er et værktøj, som folk kan se, er nyttigt. Vi har fået henvendelser fra Schweiz, Australien, Canada, Frankrig og Belgien. Vores håb er, at så mange som muligt vil få glæde af den. Også meget gerne uden for Danmarks grænser, siger Hanne Sandvang.
Du kan hente appen til din smartphone på flere måder.
1. Sms og få et link
Sms KBapp til 1277, så modtager du et link til 'Liv med Kræft'-appen. Det koster alm. sms- og datatakst.
2. Find appen direkte på din mobil
Søg efter 'Liv med Kræft'-appen i App Store eller Google Play butikken: App Store
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
/ritzau/FOKUS