Kræftens Bekæmpelse foreslår nytænkning
Kræftens Bekæmpelse finder det ikke rimeligt, hvis speciallæger afviser patienter grundet loft på omsætningen.
Leif Vestergaard Pedersen (billedet) efterspørger en ny styringsmodel, fordi det er kommet frem, at Speciallægeforeningen Faps bryder konkurrencelovgivningen.
Leif Vestergaard Pedersen (billedet) efterspørger en ny styringsmodel, fordi det er kommet frem, at Speciallægeforeningen Faps bryder konkurrencelovgivningen. Foto: SARA GALBIATI/POLFOTO


- Det er en dårlig styringsmodel. Man bliver nødt til at finde en anden styringsmodel.

Sådan lyder kritikken fra direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, efter Konkurrencestyrelsens kritik af Speciallægeforeningen Faps, der ifølge Jyllands-Posten overtræder konkurrencelovgivningen.

Ifølge Konkurrencestyrelsen bryder Faps reglerne ved at opfordre hver enkelt praktiserende speciallæge til at begrænse antallet af behandlinger og holde fri eller tage på kursus, når en bestemt omsætning er nået.

- Vi kan ikke have, at ventetiderne bliver længere for patienterne, når der er mistanke om alvorlig sygdom. Det er en mærkelig måde at regulere det på, at man gør det svære for patienterne at komme til læge, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Konkurrencestyrelsens direktør, Agnete Gersing, vurderer over for Jyllands-Posten, at opfordringerne til lægerne om at sænke omkostningerne går ud over blandt andet kræftpatienter.

Opfordringen blev sendt ud per mail i juni 2012, og det vakte dengang bekymring i Kræftens Bekæmpelse. Men Leif Vestergaard Pedersen kan i dag ikke sige, at opfordringen til læger om at arbejde mindre har fået konsekvenser for kræftpatienter.

- Vi kan ikke se det ud af nogle tal. Det er meget svært at gennemskue, hvad der er sket som følge af det. Men det er en meget uhensigtsmæssig måde at regulere det på, siger han.

Speciallægeforeningen Faps har afvist kritikken fra Konkurrencestyrelsen og sagt, at man blot overholder overenskomsten med Danske Regioner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.