Diana Gerstrand, lederen af Københavns Kosmetologskole, tager til genmæle mod beskyldninger fra elever om at udnytte dem som gratis arbejdskraft og bortvise dem, efter at have rejst krav om mere undervisning.
Blev Christine og de fem øvrige piger på hendes kosmetologhold bortvist fra deres uddannelse på Københavns Kosmetologskole?
"Nej. Pigerne har givet flere fejlagtige forklaringer, og Christine og de øvrige piger blev ikke bortvist. Det var deres eget valg ikke at komme tilbage," siger Diana Gerstrand, leder af Københavns Kosmetologskole.
Hvad skete der op til det sidste møde, du havde med Christine og hendes hold?
"Jeg tog et møde med Christine og hendes hold fordi, de chikanerede kunder på skolen. Pigerne fordrejer historien, når de siger, det skulle handle om noget andet," siger Diana Gerstrand.
Smed kunder hjem, der kom en smule for sent
Ifølge Diana Gerstrand har pigerne kollektivt smidt kunder væk fra skolen, for eksempel med den begrundelse, at kunderne kom for sent.
"En gang smed de en kunde hjem, der kom et kvarter for sent. Og det var en grotesk hændelse, fordi det handlede om, at kunden var indvandrer. Det var det, mødet handlede om," siger Diana Gerstrand.
Diana Gerstrand genkender ikke Christines påstand om, at hun og hendes hold blot modtog undervisning ved cirka ti lejligheder mellem september 2012 og februar 2013.
Pigerne fik nok undervisning
"Pigerne modtog den undervisning, de skulle. De har både gennemgået teori, samt selvfølgelig praktisk undervisning," siger Diana Gerstrand.
Ifølge Christine følte hun selv og pigerne på hendes hold, at de blev udnyttet som billig arbejdskraft. Hvad mener du om det?
"Det er klart, at på en erhvervsuddannelse, der er det meget learning by doing. Man lærer faget som kosmetolog ved at øve sig på kunder på sin skole. Men det er ikke anderledes her, end på andre kosmetologskoler," siger Diana Gerstrand.