Kortfattet litauisk landstræner siger op efter nederlag
Få sekunder tog det for Litauens landstræner at annoncere sin afgang foran en måbende presse.
Litauen tabte mandag 3-0 til England. Det var Igoris Pankratjevas sidste kamp i spidsen for landsholdet.
Litauen tabte mandag 3-0 til England. Det var Igoris Pankratjevas sidste kamp i spidsen for landsholdet. Foto: Mindaugas Kulbis/AP


Igoris Pankratjevas har mandag aften sagt sit job op som fodboldlandstræner for Litauen, og det gjorde han i en stil, som formentlig vil blive husket.

Efter Litauens 0-3-nederlag til England annoncerede Igoris Pankratjevas sin afgang på det efterfølgende pressemøde, som han forlod efter få sekunder.

- Alle gode ting har en ende. Det er enden på kvalifikationen, og det er enden på min tid, jeg trækker mig.

- Jeg vil gerne sig tak til alle, som har støttet holdet, farvel, sagde træneren kortfattet, inden han forlod det bizarre pressemøde.

Pankratjevas overtog landstrænerjobbet sidste år, men en femteplads med ti point i ti kampe var ikke nok til at overbevise træneren om at fortsætte på posten.

Litauens landsholdstrup tæller blandt andre Alka Superligaens topscorer, Lukas Spalvis.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.