Kort eller lang uddannelse? Det påvirker din chance for at overleve kræft
Længden på din uddannelse har en afgørende betydning for muligheden for at overleve en kræftsygdom.
Desto højere uddannelse, du har, desto større er sandsynlighed for at overleve en kræftsygdom.
Desto højere uddannelse, du har, desto større er sandsynlighed for at overleve en kræftsygdom. Foto: Scanpix


Antallet af år på skolebænken har stor betydning for chancerne for at overleve en kræftsygdom.

Det konkluderer læge og seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse Susanne Dalton på baggrund af sin nyeste forskning, skriver Ekstra Bladet.

Desto højere uddannelse, desto større sandsynlighed for overlevelse. Susanne Daltons forskning viser eksempelvis, at halvdelen af de kortuddannede kvinder er i live fem år efter, de har fået en kræftdiagnose. Det gælder 62 procent af kvinderne med en lang uddannelse. Og samme tendens ses hos mændene.

- En af årsagerne er, at der for de grupper, som er karakteriseret ved lav uddannelse og indkomst, er en større risiko for, at man får stillet diagnosen i et senere stadie, siger Susanne Dalton til Ekstra Bladet.

En senere diagnose betyder, at der er større sandsynlighed for, at sygdommen har nået at sprede sig, og Susanne Dalton mener, at en forklaring kan være, at personer med lavere uddannelse ikke er lige så hurtige til at gå til lægen. Samtidig kan de også have sværere ved at sætte de rette ord på deres symptomer. Det kan også have en stor betydning, at patienter med lavere uddannelser ofte også har andre sygdomme som diabetes, hjertekar- og lungesygdomme, som betyder, at kræftsymptomerne drukner.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.