Korruptionssag mod Neymar er droppet i Spanien
Den spanske højesteret har droppet en korruptionssag mod fodboldspilleren Neymar og hans far.


En spansk domstol meddeler fredag, at man har droppet en sag om korruption mod den brasilianske superstjerne Neymar samt hans far.

Sagen omhandler Neymars klubskifte fra brasilianske Santos til FC Barcelona i 2013.

Sagen var anlagt af den brasilianske investeringsfond DIS, skriver AFP. DIS havde 40 procent af rettighederne på Neymar, da han spillede i Santos.

DIS mener sig snydt for en del af transfersummen for Neymar, da man hos DIS mener, at Barcelona og Santos har holdt en del af summen skjult for offentligheden.

Ifølge en dommer fra den spanske højesteret kan sagen ikke køre som en kriminalsag mod Neymar, lød det i en meddelelse fredag, hvorfor man har droppet sagen mod Barcelonas stjernespiller.

Neymars far har fungeret som rådgiver for sønnen.

/ritzau/AFP/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.