Angel Maria Villar, som er fængslet i Spanien for mistanke om korruption, træder tilbage som vicepræsident i både Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Det oplyser Uefa og Fifa torsdag.
Villar tilbød onsdag at trække sig som vicepræsident og medlem af eksekutivkomitéen i Uefa med øjeblikkelig virkning.
Uefa-præsident Aleksandar Ceferin accepterede Villars opsigelse og takkede ham for mange års tjeneste i europæisk fodbold.
- Efter opsigelsen har Villar ikke længere nogle officielle funktioner i vores organisation, lyder det fra Uefa.
På grund af den igangværende korruptionssag i Spanien har Uefa ikke yderligere kommentarer, meddeler forbundet.
Lidt senere torsdag kom samme melding fra Fifa, som også accepterede Villars opsigelse.
Villar blev arresteret i Spanien i sidste uge i en undersøgelse af korruption i Det Spanske Fodboldforbund (SFF). Villar har været præsident for SFF siden 1988.
Spansk politi arresterede også Villars søn, som hedder Gorka, samt to andre ansatte i forbundet. Det skete under en ransagning af forbundets hovedkvarter.
De fire er blandt andet mistænkt for matchfixing på internationalt niveau, bestikkelse og for at forfalske dokumenter.
67-årige Villar, som er tidligere spansk fodboldspiller, er mistænkt for blandt andet at have misbrugt sin position til at begå underslæb med forbundets penge.
Villar, som er suspenderet fra præsidentembedet i SFF i et år som følge af den verserende sag, har afvist alle beskyldninger.
Juan Luis Larrea blev tirsdag indsat som midlertidig præsident i SFF, og han fortalte ved den lejlighed, at han er sikker på, at anklagerne mod Villar ikke er sande.
- Jeg vil aldrig sige, at jeg ikke er Villars ven. Jeg har fuld tiltro til, at forbundet er blevet drevet på en korrekt måde.
- Denne uge har været meget vanskelig. Det er, som om jeg har fået hugget en arm af. Jeg har et meget tæt forhold til Villar, sagde 64-årige Larrea.
/ritzau/