Korruptionskampagne koster dyrt for kinesisk kasino-ø
Smerten fortsætter for den kinesiske kasino-enklave Macau. Landets kamp mod korruption sender omsætningen ned.
Macaus kasinoer lider under Kinas kamp mod korruption.
Macaus kasinoer lider under Kinas kamp mod korruption. Foto: AQUITAINE PHOTOS/MAXPPP/free


2015 blev et hårdt år for den kendte, kinesiske, kasino-ø Macau. Den kinesiske regerings kamp mod korruption har således fået embedsmænd og velstående kinesere til at sky roulettebordene, og det koster dyrt.

Ifølge nyhedsbureauet AFP faldt omsætningen på Macaus kasinoer med 34 procent til 29 milliarder dollar i 2015. I 2014 faldt omsætningen med 2,6 procent.

- Macau er blevet ramt meget hårdt af Kinas antikorruptionskampagne, der holder velstående kunder fra at besøge øen. Det er usandsynligt, at 2016 bliver meget bedre, siger Aaron Fischer, analytiker ved finanshuset CLSA, til AFP.

Omsætningen i december i Macau faldt med over 20 procent, og det var samtidig den 19. måned i træk, hvor omsætningen gik sydover.

Macau er en lille ø i det sydlige Kina tæt ved Hongkong. Øen har delvist selvstyre grundet sin historie som gammel hollandsk koloni. Den status har gjort Macau til det eneste sted i Kina, hvor gambling er lovligt.

I 2001 åbnede øen op for, at internationale kasinokæder kan operere på Macau, hvilket mange begyndte at gøre. I 2014 omsatte Macau for syv gange mere end Las Vegas, ifølge AFP.

Det har kostet øen voldsomt dyrt, at Kinas præsident Xi Jinping i 2012 lancerede en større kamp mod korruption. Kampagnen sendte chokbølger gennem landets øvre klasser, da Xi Jinping lovede at gå efter både "tigre og myg", betydende at ingen er fredet.

En solid del af Macaus kunder har været velhavende kinesiske embedsmænd og privatansatte, der har kunnet bruge øen til at vaske penge hvide eller til besøg som smørelse.

Derfor forsøger flere af de store operatører nu at omlægge deres kasinoer til at være mere brugervenlige og i mindre grad fokusere på dem, der spiller om meget store beløb.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.