Korrekte dagpengetal kommer først efter valg
Tidligst til juli står det klart, hvor mange personer der har opbrugt dagpengeretten, oplyser ministerium.
De seneste tal, der kan opklare en del af uenigheden i dagpengedebatten, ligger først klar i juli, når valget er overstået.
De seneste tal, der kan opklare en del af uenigheden i dagpengedebatten, ligger først klar i juli, når valget er overstået. Foto: Erwin Wodicka - wodicka@aon.at/free


De tal, som flyver rundt i dagpengedebatten, er et halvt år for gamle. Men de bliver tidligst opdateret til juli. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet til Politiken.

Dermed kan diskussionen om, hvordan man forhindrer, at flere personer mister retten til dagpenge, fortsætte på et forkert datagrundlag i løbet af valgkampen.

Forsinkelsen af tallene skyldes en opdatering af sagsbehandlingen på dagpenge- og kontanthjælpsområdet.

Det var it-virksomheden KMD, der foretog opdateringen, som trådte i kraft 1. januar i forbindelse med beskæftigelsesreformen. Men trods adskillige testkørsler opstod der en lang række driftsproblemer - blandt andet at kommuner ikke kunne indtaste nye oplysninger i dagpengesystemet.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, mener, at tallet burde komme ud nu, så det kan indgå i valgkampen, hvor SF sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti kæmper for, at dagpengereglerne skal lempes.

- Det er helt uacceptabelt, at tallene er mørklagte under en hel valgkamp, hvor dagpengene netop står i centrum. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at ministeren ikke kan få løst dette it-problem, siger Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.

Hun henviser til, at man efter hendes opfattelse eksempelvis ikke ville have fundet sig i, at der i flere måneder ikke kom et opdateret tal på asylansøgere.

- Jeg vil kraftigt opfordre ministeren til at få sat kul under arbejdet med at få løst den it-fejl. Det obstruerer jo fuldstændigt den demokratiske debat siger Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.