Korn på fynsk motorvej skaber kilometerlang kø
Politiet er færdig med at rydde op efter uheld på motorvej på Fyn, hvor der stadig er massiv kø.
Der er stadig massive forsinkelser efter et uheld på Fynske Motorvej.
Der er stadig massive forsinkelser efter et uheld på Fynske Motorvej. Foto: Pressefoto Rigspolitiet/Free


Der er onsdag tidlig aften stadig store problemer for trafikken efter et uheld på E20 Fynske Motorvej, og bilister i retning mod Storebælt skal væbne sig med tålmodighed.

Der er kort før klokken 18 omkring 15 kilometer lang kø og op til en times forsinkelse, oplyser Vejdirektoratet.

Motorvejen var spærret i østgående retning i begge spor ved frakørsel 56 Ejby. Begge spor er åbnet igen, men der er stadig lang kø, der skal afvikles, oplyser Fyns Politi på Twitter klokken 18.

På grund af uheldet har der også været stort pres på rute 161, hvor der tidligere ifølge Vejdirektoratet var en forsinkelse på omkring 45 minutter.

Uheldet skete onsdag klokken 11.15. Det var en personbil, der standsede i første vognbane på motorvejen, der ifølge Fyns Politi formentlig var skyld i ulykken.

Personbilen stoppede, fordi føreren havde tabt en vinduesvisker, som han steg ud for at lede efter. De første biler, der kom kørende efter, nåede formentlig alle at undvige bilen.

- Men så kommer der to lastbiler efter med henholdsvis træpiller og dyrefoder, som ikke når at bremse, fortalte vagtchef ved Fyns Politi Erik Skov.

Vagtchefen oplyste, at ingen personer dog kom til skade. Men oprydningsarbejdet har taget hele eftermiddagen.

- De er ved at bjærge den sidste lastbil, og så skal der lige renses op og smides noget salt, sagde han.

Vognbanerne er blevet spulet med vand for at få korn og andet væk, men på grund af vejret skulle vognbanerne saltes, før det var sikkert for bilerne at køre der.

Vejdirektoratet forventer først, at trafikken kører normalt igen sidst på aftenen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.