Konvojer med mad er på vej til sultende syrere
Nødhjælp er på vej fra Damaskus til den hungerramte og belejrede by Madaya, meddeler Syriens Røde Halvmåne.
Røde Kors er på vej til syrisk by med 330 ton mad og medicinsk udstyr.
Røde Kors er på vej til syrisk by med 330 ton mad og medicinsk udstyr. Foto: Colourbox/free


Den første forsyning med nødhjælp er på vej fra Damaskus til den hungerramte og belejrede by Madaya, meddeler Syriens Røde Halvmåne ifølge Reuters.

Konvojen indeholder 330 ton mad og medicinsk udstyr. Forsyningerne skulle være nok til til at hjælpe de sultramte indbyggere i Madaya i 40 dage.

- Lastbilskonvojerne kørte ud fra Damaskus med retning mod Madaya nær den libanesiske grænse og to andre byer i nordvest som led i en overordnet aftale mellem de to sider i de områder, hvor tusindvis af civile er fanget, siger Røde Kors.

Lastbiler fra Den Internationale Røde Kors Komité er på vej til Madaya fra Damaskus og på vej til byerne al Foua og Kefraya.

Et stort antal sultende syrere i den oprørskontrollerede by Madaya har været omringet af hæren i seks måneder.

Læger uden Grænser har advaret om, at situationen i den belejrede syriske by, som ligger i et højdedrag nær Libanons grænse, er så alarmerende, at flere vil dø af sult meget snart, hvis ikke nødhjælp kommer hurtigt frem.

Adgangen til Madaya og den nærliggende by Zabadani har været kontrolleret af regeringsvenlige styrker, mens de shiamuslimske byer al Foua og Kefraya, som ligger i det nordvestlige Syrien, har været aflukket af regeringsfjendtlige oprørere.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.