Kontroversiel taxa-app forbudt efter voldtægt
New Delhi har nedlagt forbud mod det amerikanske hyrevognskoncept Uber efter beskyldninger om en voldtægt.
Uber har ikke længere lov til at operere i den indiske hovedstad, New Delhi. Billedet her er fra en demonstration mod den kontroversielle app i Philadelphia, USA. (AP Photo/Philadelphia Inquirer, Tom Gralish)
Uber har ikke længere lov til at operere i den indiske hovedstad, New Delhi. Billedet her er fra en demonstration mod den kontroversielle app i Philadelphia, USA. (AP Photo/Philadelphia Inquirer, Tom Gralish) Foto: TOM GRALISH/AP


Bystyret i New Delhi nedlagde mandag forbud mod det kontroversielle amerikanske hyrevognskoncept Uber efter beskyldninger om, at en chauffør voldtog en kunde.

- Uber har med øjeblikkelig virkning forbud mod at operere i hovedstaden, hedder det i en erklæring fra bystyret i New Delhi.

Indisk politi har anholdt den chauffør, der er beskyldt for at have voldtaget en 25-årig kvinde, som var hans passager.

Politiet siger, at chaufføren havde efterladt sin taxi og var flygtet til sin hjemlige provins Uttar Pradesh efter at have forgrebet sig på kvinden fredag aften i en afsidesliggende del af den indiske hovedstad, New Delhi.

- Den anklagede er blevet anholdt med hjælp fra politiet i Uttar Pradesh. Han bliver bragt til New Delhi, siger vicepolitikommissær i den nordlige del af New Delhi, Madhur Verma.

En anden betjent, specialkommissær Deepak Mishra, kritiserer Uber for overfaldet og påpeger blandt andet, at et obligatorisk baggrundstjek af chaufføren ikke var foretaget.

- Vores indledende efterforskning har afsløret det private taxifirmas begrænsninger. Der er ikke GPS'er installeret i bilerne, ligesom de ansatte ikke er tjekket af politiet, siger han til nyhedsbureauet AFP.

Hændelsen kommer, samtidig med at det USA-baserede Uber, der lægger stor vægt på sikkerhed og moderne teknologi, forsøger at indtage det indiske marked.

Kvinder i Indien - og i New Delhi i særdeleshed - er ekstremt fokuserede på sikkerhed efter en lang række gruppevoldtægter, der har skabt global vrede og forfærdelse.

Det hastigt ekspanderende Uber-koncept blev grundlagt i 2009 og tilbyder kørsel via en app til mobiltelefoner.

Private bilejere tilbyder at samle personer op på gaden og køre dem til en i forvejen aftalt destination.

App'en har dog flere steder ført til konflikter med de eksisterende taxiselskaber. Blandt andet har Trafikstyrelsen i Danmark meldt taxi-konceptet til politiet, efter at Uber blev introduceret herhjemme midt i november.

I byer som Barcelona, Bruxelles og Berlin er tjenesten forbudt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.