Den britiske kongefamilies til tider anstrengte forhold til medierne bliver nu endevendt for åben skærm på public service-kanalen BBC Two.
Det sker med to ugers forsinkelse, efter interne stridigheder i prins Charles' mediestab om arkivmateriale til 'Reinventing The Royals' i første omgang satte en stopper for dokumentaren, skriver BBC.
BBC Two har nu programsat første del af dokumentaren til 19. februar, og en talsmand for den britiske public servicekoncern siger, at alle uenigheder nu er blevet løst.
Dokumentaren er tilrettelagt af medieanalytikeren Steve Hewlett, der var redaktør for BBC-programmet "Panorama", hvor afdøde prinsesse Diana i 1995 chokerede verden ved at indrømme utroskab i ægteskabet med prins Charles.
Efter Dianas død ved en bilulykke i Paris i 1997 hyrede prins Charles spindoktoren Mark Bolland til at iværksætte en charmekampagne i medierne for at forbedre sit og den daværende elskerinde Camilla Parker Bowles' omdømme i offentligheden.
Tv-dokumentaren 'Reinventing The Royals' første del ser også nærmere på prinserne William og Harrys forhold til mediestaben og offentligheden i tiden efter deres mors død.
Newspaq