Kontrakter skal bremse unge i kriminalitet
I to kommuner kan børn og unge snart lave skriftlige aftaler med myndighederne om ikke at begå kriminalitet.


- Jeg lover, at jeg ikke vil sætte ild til en container.

- Jeg lover også, at jeg ikke vil hoppe på biler.

Sætninger som disse kan unge på kant med loven i fremtiden skrive under på. Det sker ifølge Jyllands-Posten som et led i forsøget på en ny kriminalpræventiv indsats i kommunerne.

Ordningen er inspireret fra England, hvor myndighederne i mange år har indgået lignende aftaler med unge.

Socialministeriet har udvalgt Randers og Skanderborg som forsøgskommuner i det nye projekt "Aftale om god opførsel".

- Det er en mulighed for at sige til de førstegangskriminelle unge og deres forældre, at de skal forpligtes til at tage et ansvar.

- Så kære ung, hvad vil du? Vil du skrive under på, at du ikke gør det igen, siger Lene Gorm Jørgensen, leder af Ung og Familieudførerområdet i Randers.

De skriftlige aftaler mellem barnet, forældrene, skolen og myndighederne skal bremse en kriminel løbebane, inden den tager fart, og forsøgsordningen skal være med til at klarlægge, i hvilke situationer en kontrakt vil være den bedste løsning.

Udgangspunktet vil være småkriminalitet så som mindre tyverier eller graffiti på skolens mur.

Lene Gorm Jørgensen mener, det er vigtigt, at både den unge og forældrene bliver ansvarliggjort.

- Vi skal vise, at det bliver taget meget seriøst med det samme, hvis man kommer gående med gutterne og sætter ild til en container for lige at ville vise sig over for de andre, siger hun.

Forsøgsordningen skal være med til at klarlægge, i hvilke situationer en kontrakt vil være den bedste løsning. Udgangspunktet vil være småkriminalitet som mindre tyverier eller graffiti på skolens mur.

Regeringen håber, at de nye kontrakter får direkte indflydelse på unges kriminalitet. Dansk Folkeparti er bange for, at kontrakterne ikke bliver taget alvorligt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.