For omkring 3.000 kontanthjælpspar betyder reglerne om gensidig forsørgelse, at det nu langt dårligere end før kan betale sig, at den ene i parret tager et arbejde.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
For et halvt år siden kunne et samlevende par få 4.000 kroner mere til rådighed om måneden, hvis den ene i parret fik et job til 25.000 kroner.
Men med de nye regler om gensidig forsørgerpligt har et flertal på Christiansborg fjernet en del af motivationen til at tage et job, idet parret i dag kun ville få godt 1.500 kroner mere pr. måned, hvis den ene i parret tog jobbet.
Begge beløb er rådighedsbeløb, hvorfra der skal trækkes eventuelle udgifter til transport, fagforening og a-kasse.
Det viser en analyse fra den uafhængige tænketank Kraka, som har lavet beregninger på baggrund af tal fra 2012 fra Danmarks Statistik.
De Konservative, som var med til at vedtage reglerne om den gensidige forsørgerpligt i kontanthjælpsreformen, som trådte i kraft den 1. januar 2014, opfordrer beskæftigelsesministeren til at tage sagen op.