“Det skal kunne betale sig at arbejde”-budskabet er blevet messet gentagne gange under valgkampen. Tal fyger gennem luften og Venstre har markeret sig med udspil om at lægge loft over kontanthjælpen, som ifølge partiet skal sikre, at der er en gevinst ved at arbejde.
I et interview med Ugebrevet A4 i dag siger finansminister Bjarne Corydon, at det til syvende og sidst handler om, hvilke vilkår man vil acceptere, at børn vokser op under. De er nemlig uden skyld i deres forældres økonomiske og sociale situation.
- Som land har vi valgt at sige, at uanset hvilken form for overførselsindkomst en familie er på, skal det ikke gå ud over børnene, at deres forældre har en svær tilværelse. Det, synes jeg jo, er kernen i den her diskussion om kontanthjælpsmodtagere. For mig handler det om kontanthjælpsmodtageres børn, der ikke har valgt deres forældre selv, siger han.
Læs hele interviewet med finansministeren i Ugebrevet A4