Hvis du er kontanthjælpsmodtager, er det ikke nødvendigvis turen til tandlægen, der bliver prioriteret i budgettet.
Politikerne har ellers afsat 142 millioner kroner, så det skulle være billigere for kontanthjælpsmodtagere at gå til tandlæge. I årets første ni måneder er det dog kun lidt over halvdelen af støttekronerne, der er kommet kontanthjælpsmodtagernes tænder til gode. Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, skriver DR Nyheder.
Fortsætter den tendens, vil kontatnhjælpsmodtagerne ved årets udgang være gået glip af over 170 millioner kroner i alt over de tre år, ordningen har eksisteret.
Det er bekymrende, mener Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.
- Der er rigtig mange mennesker, som i årevis ikke har plejet deres tænder, fordi de ikke har råd. Vi ved, at dårlige tænder er en barriere for, at folk kommer i arbejde, og for at de får bevæget sig ud og får skabt sociale relationer, siger hun til DR Nyheder.
Hun mener, at problemet ligger i den måde, som ordningen er skruet sammen på. Kontanthjælpsmodtagere over 25 år skal nemlig betale op til 35 procent af tandlægeregningen plus et grundbeløb på 600 kroner af egen lomme. Og den egenbetaling har kontanthjælpsmodtagerne, slet ikke råd til, lyder det fra Majbrit Berlau.
Stor forskel i forskellige kommuner
Sundhedsordfører for Enhedslisten Stine Brix var for tre år siden med til at søsætte ordningen, og hun anerkender, at den ikke fungerer efter hensigten.
Det er kommunerne, der administrerer ordningen, og her er der stor forskel på, hvor mange støttekroner, der givet til kontanthjælpmodtagernes tandbehandlinger.
Thomas Adelskov (S), der er formand for social- og sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, erkender, at nogle kommuner kunne gøre mere ud af at oplyse kontanthjælpsmodtagerne om deres ret til tilskud.
- Vi kan jo selvfølgelig i kommunerne også gøre en ekstraordinær indsats for at opspore nogle af de her udsatte og kontanthjælpsmodtagere for netop at promovere tilbuddet til dem, siger han DR.
Sundhedsdekan ved Aarhus Universitet Allan Flyvbjerg advarer om, at ubehandlede tandproblemer kan føre langt mere alvorlige ting med sig. For eksempel hjertekarsygdomme eller kræft. Det er derfor en god forretning for samfundet at hjælpe kontanthjælpsmodtagerne med tandlægeregningen, mener han.
Er du på kontanthjælp og har dårlige tænder? Se her, hvad du har ret til.