Kontanthjælpsloftet har ramt 43.500 børn
Kontanthjælpsloftet, der trådte i kraft 1. oktober, har ramt 43.500 børn, oplyser Beskæftigelsesministeriet.
Foto: Bente Jæger


Der er 43.500 børn under 18 år i de familier, som 1. oktober er blevet trukket i ydelse som konsekvens af kontanthjælpsloftet. Heraf er 18.000 børn med en ikkevestlig baggrund.

De mange børn, hvis forældre har fået mindre at gøre godt med, risikerer at vokse op i social eksklusion og fattigdom, har advarslen lydt fra Børnerådet og Børns Vilkår.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) fastholder, at målet med loftet er at få flere i job.

- Det værste, vi kan gøre for børnene, er at lade deres forældre blive på kontanthjælp i årevis. Og det er både for danske familier og indvandrerfamilier.

- Vi har skabt et rigtig godt grundlag for, at deres forældre kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, siger han.

Ifølge ministeriets beregninger vil loftet skabe, hvad der sammenlagt svarer til 700 fuldtidsjob. Men ministeren forventer, at mange flere personer vil komme i arbejde.

- For rigtig mange af de her mennesker, der måske har været på kontanthjælp i 10 år, er det ikke realistisk at komme i fuldtidsarbejde.

- Men de kan måske arbejde nogle timer om ugen. Og når fuldtidsjob bliver omregnet til reelle personer, så er det ikke 700, men måske 4000 eller 5000.

Af de 43.500 børn, der berøres, er 38.700 hjemmeboende, mens 4700 er registreret på en anden adresse.

Ministeren afviser, at der skulle være tale om, at de vil vokse op i fattigdom.

- Det giver ikke mening at tale om fattigdom, når der er et samlet overførselsniveau på over 400.000 kroner om året til en familie med børn, siger Jørn Neergaard Larsen.

- Når vi taler om fattigdom og børn i Danmark, skal vi være opmærksomme på, at vi er i gang med at få vores kontanthjælpssystem tilbage på sporet. Det skal være vores basale, midlertidige forsørgelsessystem.

Ministeriets tal viser også, at kvinder og indvandrere er overrepræsenteret blandt de 33.127 personer, der foreløbig er blevet trukket i ydelse som følge af loftet.

Blandt de berørte er 69 procent kvinder. Den høje andel skal ses i lyset af, at kvinder udgør hovedparten af de enlige forsørgere, der berøres af loftet, påpeger ministeren.

Regeringen og resten af blå bloks "moderne kontanthjælpsloft" trådte i kraft 1. oktober.

Reglerne betyder, at hvis de samlede ydelser, en kontanthjælpsmodtager får, overstiger loftet, bliver der skåret i boligstøtte og såkaldt særlig støtte. Der bliver ikke skåret i børnerelaterede ydelser eller selve kontanthjælpen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.