Kontanthjælpskaos fortsætter: Nye breve stadig smækfyldt med fejl
Der er stadig fejl i de kontanthjælpsbreve, som flere danskere har modtaget.


43.000 danskere modtog i weekenden forkerte breve om kontanthjælpsloftet. En af dem er Xenia Hartmann. Hun modtog et brev med Esbjerg Kommune som afsender, på trods af at hun bor i Vejle kommune.

Både KMD, der sendte brevene ud, og beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard, var ude og beklage. Begge parter påpegede dog, at der hurtigt var sendt nye breve ud.

Det er også korrekt, siger Xenia Hartmann. Problemet er bare, at det brev, hun modtog mandag, stadig er smækfyldt med fejl. Xenia Hartmann er nemlig stadig placeret under en forkert takst.

I brevet står der, at hun er enlig med to børn, men i virkeligheden har hun en samlever og blot et hjemmeboende barn. 

- Jeg ringede til Vejle kommune og sagde, at der var fejl i mit brev. Så sagde hende fra kommunen bare; ”ja ja vi sender et nyt ud”, men så læser jeg senere, at nu skulle alle fejl være rettet med et nyt brev, men mit er altså stadig forkert, siger Xenia Hartmann til Avisen.dk.

Vejle Kommune: Det er menneskeligt at fejle

Mandag forklarede KMD, at fejlen lå hos dem og var af teknisk karakter. Tirsdag afviser kommunikationschef hos KMD, Christoffer Hellmann, dog, at fejlen i registrering stadig ligger hos dem.

- Vi er i løbende dialog med kommunerne, og vi har ikke fået meldinger ind, som giver anledning til at tro, at der skulle være noget systemmæssigt galt, siger Christoffer Hellmann til Avisen.dk.

Data i relation til kontanthjælpsloftet bliver i første omgang registreret hos den enkelte kommune. Og i Vejle Kommune erkender arbejdsmarkedschef, Birgit Thorup, at de på grund af det store arbejdspres kan have lavet fejl i indtastningen af borgernes oplysninger.

- Hvis KMD afviser, at der kan være sket en teknisk fejl, som når man forbytter jobcenter Vejle med Jobcenter Esbjerg, så peger pilen jo i første omgang på os. For hvis der ikke er sket en fejl i leverancen af data, så må det være en indtastningsfejl hos os. Og når vi sidder med så mange sager lige pludselig, så skal jeg da ikke kunne afvise, at der er sket en indtastningsfejl eller to, siger Birgit Thorup til Avisen.dk.

I Vejle Kommune har de i starten af ugen modtaget en del henvendelser fra borgere, der har modtaget forkerte breve i forbindelse med kontanthjælpsloftet. Birgit Thorup kan ikke fortælle, hvornår kontanthjælpsmodtagere kan få vished om, hvilken sats de ender på. Hun har dog en opfordring til alle borgere, der har modtaget et brev med korrekt afsenderkommune, men med forkerte oplysninger.

- Hvis der er nogen, der modtager breve med korrekt afsender, hvor man kan se, at oplysningerne i relation til loftsindplaceringen er forkert, så skal man hurtigst muligt tage kontakt til jobcentret i sin kommune, siger Birgit Thorup.

Derefter vil kommunen hurtigst muligt rette oplysningerne, hvis de ikke stemmer overens. Derudover beklager Birgit Thorup, at Xenia Hartmann ikke fik hjælp, da hun ringede ind til Vejle Kommune og opfordrer hende til hurtigst muligt at tage kontakt igen.

Uvished to uger før fælden klapper

Xenia Hartmanns situation er dog langt fra enestående. På Facebook giver folk fra flere dele af landet nemlig udtryk for, at de nu har modtaget et brev fra den rette kommune, men at det stadig har registreret deres status forkert.

- Har stadig ikke fået det korrekte brev! Selvom KMD skrev til mig i går, at jeg burde have haft den i går, skriver Louise for eksempel i gruppen ”Kontanthjælpsmodtagere er også mennesker”.

- Jeg har boet med min kæreste i 6 år, hvorfor er jeg mon enlig nu, skriver Tanja i samme Facebookgruppe.

Usikkerheden gennemsyrer grupperne, hvor mange giver udtryk for, at de ikke ved, om de skal grine eller græde over, at de stadig er registreret helt forkert, selvom kontanthjælpsloftets implementering nærmer sig med hastige skridt, og de nu på få dage har modtaget hele to breve med fejl.

- Min tillid til det her system er meget lav efterhånden. Det er irriterende. Lad os nu få det rettet! Jeg er jo også meget interesseret i at vide, hvor jeg ligger henne. Jeg ved stadig ikke, om jeg bliver påvirket af kontanthjælpsloftet, siger Xenia Hartmann til Avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.