Kontant Samuelsen: Løkke har brug for vores mandater
LA afviser at være kørt ud på sidespor i regeringsforhandlinger. Vores mandater er afgørende, lyder det.
Liberal Alliances 13 mandater er afgørende for, at Lars Løkke Rasmussen (V) kan danne regering, påpeger Anders Samuelsen.
Liberal Alliances 13 mandater er afgørende for, at Lars Løkke Rasmussen (V) kan danne regering, påpeger Anders Samuelsen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Liberal Alliances 13 mandater er afgørende for, at Lars Løkke Rasmussen (V) kan danne regering.

Det gør LA's politiske leder, Anders Samuelsen, klart i korte, men umisforståelige vendinger, da han skal til forhandlinger med den kongelige undersøger onsdag.

På vej ind til mødet med Løkke bliver Samuelsen spurgt om, hvordan han har det med, at Dansk Folkeparti tirsdag aften var til et hemmeligt møde med Løkke, mens Samuelsen selv var hjemme og holde sankthans.

- Jeg er jo i den heldige situation, at jeg kan spørge jer, hvor mange mandater Venstre og Dansk Folkeparti har, og hvor mange der skal til et flertal, lyder det fra Samuelsen til de fremmødte journalister på Christiansborg.

Da en journalist får talt sig frem til, at de to partier tilsammen har 71 folketingsmedlemmer, mens et flertal i Folketinget kræver 90, falder Samuelsens reaktion prompte.

- Ja. Så vi har 13 afgørende mandater, og det går vi ind og fortæller om, siger han, hvorefter han forsvinder ind bag forhandlingslokalets døre.

Lars Løkke Rasmussen har onsdag formiddag forhandlet med Dansk Folkeparti om mulig regeringsdeltagelse, og senere onsdag eftermiddag ventes De Konservative at troppe op til møde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.