Konservative vil af med fotovognene igen
Konservatives formand Søren Pape foreslår, at man afskaffer de nye fotovogne. Andre partier bakker op.
Konservative mener, at politibetjente ikke skal bruge deres tid på at sidde og kontrollere bilers hastighed. Derfor vil partiet afskaffe de 100 fotovogne landet over.
Konservative mener, at politibetjente ikke skal bruge deres tid på at sidde og kontrollere bilers hastighed. Derfor vil partiet afskaffe de 100 fotovogne landet over. Foto: SIMON FALS/POLFOTO


Det er ikke længe siden, at politiet øgede antallet af fotovogne fra 25 til 100.

Men står det til Konservatives leder, Søren Pape, skal ordensmagten hurtigst muligt af med bilerne, der registrerer overskridelser af hastighedsgrænserne.

- Der bliver begået indbrud i danske hjem hele tiden, så lad os få betjentene ud at lave rigtigt politiarbejde i stedet for, at de skal sidde og tjene penge til staten i en fotovogn, siger Pape til DR.

Han vil i stedet sætte såkaldte stærekasser - automatiske hastighedskontroller - op på særligt farlige vejstrækninger.

Og Søren Pape lover, at han nok skal finde de 600 millioner kroner, som fotovognene ifølge budgettet skal hive hjem til statskassen.

- Alene det, at vi taler om økonomien i det, viser, at det ikke handler om sikkerhed, men om penge til statskassen.

- Men i vores 2020-plan har vi luft og rum til at mangle de 600 millioner kroner, og stærekasserne vil også give noget, siger han.

Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bakker op om forslaget, mens Venstre er mere tilbageholdende.

Trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) siger dog til DR, at partiet er villig til at forhandle om at nedbringe antallet af fotovogne, særligt på steder, hvor faren for uheld er begrænset.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.