Konservative kalder Løkkes tale for uklar
K ser flere gode ting i Løkkes åbningstale, men savner konkrete forslag til at tackle Danmarks udfordringer.
Søren Pape Poulsen mener, at Løkkes tale var fornuftig - ikke fejlfri.
Søren Pape Poulsen mener, at Løkkes tale var fornuftig - ikke fejlfri. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


De Konservative mener dybest set, at statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tale til Folketingets åbning var god.

Men partiformand Søren Pape Poulsen savner, at statsministeren bliver mere konkret i sine udtalelser.

- Regeringens flygtningepolitik er stadig præget af symptombehandling. Der er ingen bud på, hvordan man sikrer, at flygtninge og migranter bliver i nærområdet, siger K-formanden i en skriftlig kommentar og fortsætter:

- Løkkes egen forgænger, Uffe Ellemann-Jensen, har for eksempel bakket op bag De Konservative forslag om at etablere sikre zoner i Syrien, hvor de millioner af internt fordrevne kan opholde sig sikkert. Her manglede jeg et svar fra statsministeren.

I statsministerens tale blev det danske politi rost for indsatsen i den verserende flygtningeproblematik og under terroranslaget i København i februar.

Den ros tilslutter Søren Pape Poulsen sig, og efterspørger flere midler politiet.

- Politiet fortjener vores ros og respekt. Derfor er det også en skam, at statsministeren ikke vil løfte sløret for, om regeringen ønsker at tilføre flere midler til politiet til efterårets politiforhandlinger.

K-formanden fortæller, at partiet ønsker, at der skal tilføres 800 betjente hurtigst muligt.

Rød blok revser statsministeren for ikke at nævne klimaudfordringerne i talen, og den kritik deler Søren Pape.

- Vi mener, at vi har forpligtigelse til at aflevere jorden i mindst lige så god stand, som da vi selv overtog den. Der mangler vi regeringens svar på, om de deler den ambition, fastslår formanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.