Konservativ Ungdom roser omstridt kampagne fra de voksne
Ordet "nazi" i en meget omtalt kampagne har fået Konservativ og formand Søren Pape Poulsen i modvind.


Konservativ har på det seneste været i vælten for kampagnen "Stop naziislamisme", som på plakaterne var delt op i fire ord.

Et af ordene, som stod alene, var "nazi", og formand Søren Pape Poulsen har efterfølgende brugt mange kræfter på at forsvare brugen af ordet "nazi" i den sammenhæng.

Hos Konservativ Ungdom er formand Mikkel Ballegaard Pedersen ganske tilfreds med de voksnes kampagne.

- Kampagnen er ganske udmærket. Stop naziislamisme er blot en del af en større kampagne, selvom den del har fået mest omtale.

- I dag er vi gået i gang med "stop hjerteløsheden", og vi kan da sige, at kampagnen i hvert fald er brændt igennem og har skabt noget debat og noget opmærksomhed på, hvilket samfund, Det Konservative Folkeparti gerne vil have.

- Vi vender tingene om. Vi siger, hvad vi gerne vil sige stop til først, hvorefter vi finder ud af, hvordan vi skal stoppe det, siger Mikkel Ballegaard Pedersen.

Han erkender dog, at ordet "nazi" lige skulle fordøjes.

- I første omgang faldt jeg da lige over udtrykket naziislamisme. Det er ikke et ord, vi er vant til, men sætter man sig ind i udtrykket og kigger på de sammenligninger, der er mellem nazisme og islamisme - to totalitære ideologier - så giver det mening, siger han.

Spørgsmål: Var hele kampagnen formidlet godt nok?

- Man kan ikke forklare ens politik på fire ord. Det er svært. Jeg tror ikke, at det kunne have være gjort på en mere elegant måde.

- Det vigtigste er, at Søren Pape Poulsen og Naser Khader efterfølgende har forklaret, hvad det hele betyder, siger Mikkel Ballegaard Pedersen med henvisning til partifællen Khader, der står bag udtrykket.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.