Konkurrencevagthund kaster sig straks over realkredittjek
Konkurrencerådet begynder på analyse af konkurrencen på realkreditmarkedet, der forventes klar til efteråret.
På baggrund af den seneste kritik af forhøjede bidragssatser i realkreditselskabet Totalkredit, der hører under Nykredit, opfordrer erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) til at få lavet en undersøgelse af konkurrencen på realkreditmarkedet.
På baggrund af den seneste kritik af forhøjede bidragssatser i realkreditselskabet Totalkredit, der hører under Nykredit, opfordrer erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) til at få lavet en undersøgelse af konkurrencen på realkreditmarkedet. Foto: Colourbox/Free


Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har opfordret Konkurrencerådet til at igangsætte en analyse af konkurrencen på realkreditmarkedet.

Og det arbejde er så presserende, at det starter med det samme, oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

- Vi deler erhvervs- og vækstministerens opfattelse af, at det er tid til at kigge nærmere på konkurrencen på realkreditmarkedet, siger formanden for Konkurrencerådet, professor Christian Schultz, i meddelelsen.

- Det er et vigtigt marked at sætte fokus på, da realkreditten har stor betydning for alle boligejeres privatøkonomi og for samfundet som helhed. Vi vil derfor sætte arbejdet i gang med det samme, siger han.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, er også glad for opfordringen fra ministeren.

- Ministeren slår lidt en åben dør ind, fordi i regi af Konkurrencerådet har vi selv overvejet at sætte sådan en analyse i gang, siger han.

Han forventer, at konkurrencerådet kan have en analyse klar i løbet af efteråret.

- Vi skal lige have drøftet afgrænsningen i Konkurrencerådet, men som udgangspunkt vil det blive en analyse af hele realkreditsektoren, og det er klart, at noget af det, vi vil kigge på, er, hvilke forhindringer kunderne møder, hvis de vil skifte institut.

- Man kan jo også håbe, at analysen vil munde ud i nogle forslag, som kan styrke konkurrencen i realkreditsektoren, siger Jakob Hald.

Tilsammen udgør Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en uafhængig konkurrencemyndighed.

Fredag har erhvervsminister Troels Lund Poulsen meldt fem tiltag ud, der skal belyse forholdene i realkreditsektoren - herunder opfordringen til konkurrencemyndighederne.

Det sker på baggrund af den seneste tids kritik af forhøjede bidragssatser i realkreditselskabet Totalkredit, der hører under Nykredit.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.