Konklusion: Tusinder vil fortsat miste dagpenge
Tusindvis af danskere vil fortsat vil ryge ud af dagpengesystemet, hvis dagpengekommissionens forslag bliver vedtaget. Det konkluderer kommissionen selv.
Dagpengekommissionen fremlægger sine forslag i dag. 
Dagpengekommissionen fremlægger sine forslag i dag.  Foto: Scanpix arkiv


Når Dagpengekommissionen i dag, mandag, officielt fremlægger sine længe ventede anbefalinger, bliver det med en konklusion om, at tusindvis af danskere fortsat vil ryge ud af dagpengesystemet.

Det fremgår af kommissionens endelige rapport, som Jyllands-Posten har læst. Ifølge rapporten ventes 6.700 personer årligt at opbruge deres ret til dagpenge, hvis kommissionens forslag bliver gennemført.

Det er markant flere end de 1.000-2.000 personer, der faldt ud af systemet op til 2010, men færre end de 9.000 personer, som ifølge kommissionen vil miste dagpengene med de nuværende regler. Tallene er dog behæftet med stor usikkerhed, skriver kommissionen.

At så mange fortsat står til at falde ud, vækker skuffelse i a-kassernes organisation.

- Jeg håber, at der kommer noget, som tilnærmelsesvist bringer antallet ned på det, som egentlig var intentionen med dagpengereformen. Nemlig at højst 4.000 ville falde ud, siger Verner Sand Kirk, direktør i AK Samvirke, til Jyllands-Posten.

Kommissionen vil præsentere en stribe forslag, der koster i alt ca. 1,3 mia. kr. Finansieringen foreslår den at skaffe ved at sænke dagpengesatsen for nyuddannede og ved at indføre op til otte dage om året, hvor ledige ikke kan få dagpenge.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.