Kongehusets vilde gaver: Får fe-støv og salt
Fe-støv, salt og et maleri af en samuraihjelm er blandt de mange officielle gaver, det britiske kongehus har modtaget det forgangne år.
Den kongelige kernefamilie vælter i generøse gaver.
Den kongelige kernefamilie vælter i generøse gaver. Foto: Mario Testino/AP


Hvad forærer man en familie, der har alt? En pyjamas, en snedragt, et hæklet barnevognstæppe og et maleri af en samuraihjelm tilsyneladende.

Disse sager er blandt de adskillige gaver, som det britiske prinsepar, prins William og hertuginde Kate, har modtaget på vegne af deres royale rollinger, prinsesse Charlotte på otte måneder og toårige prins George, det forgangne år.

Faktisk har den kongelige kernefamilie modtaget over 100 gaver til de små under deres ture og officielle besøg i 2015. Det har det britiske kongehus netop offentliggjort ifølge Hello! Magazine.

Også hele Storbritanniens monark, dronning Elizabeth, har modtaget mange tusinder gaver gennem sit 89-årige liv.

Alene bare det forgangne år har regenten modtaget alt fra en miniatureudgave af Brandenburger Tor i marcipan og en pose salt til en cd med kinesisk folkemusik indsunget af Kinas førstedame og et maleri af sig selv som barn siddende på en blåmalet hest, skriver avisen videre.

Selv om kongefamilien også har modtaget flere specielle gaver, der normalt ikke står på den typiske ønskeseddel, går den mest særprægede til prins Harry.

Den 31-årige prins modtog nemlig en pose med påstået fe-støv, da han åbnede en af sine mange pakker under sit besøg i New Zealand i maj måned sidste år.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.