Kongehus vil have lykønskninger på Facebook
Det svenske kongehus henviser til de sociale medier, hvis man vil sende dagens fødselsdagsbarn kronprinsesse Victoria en lykønskning.
Kronprinsesse Victoria fylder 39 år, hvilket blandt andet fejres ved en national flagdag i Sverige.
Kronprinsesse Victoria fylder 39 år, hvilket blandt andet fejres ved en national flagdag i Sverige. Foto: Jason Decrow/AP


At de skandinaviske kongehuse har fundet vej til de sociale medier har medført, at borgerne nu kan få større indsigt i, hvordan livet leves som et medlem af en kongefamilie.

De royale profiler på både Facebook og Instagram har også åbnet op for, at kongehusene har flere muligheder for at interagere med de andre brugere på de sociale medier. De nye kommunikationsmuligheder er heller ikke gået det svenske kongehus' næse forbi, og nu opfordrer det endda også til, at tilhængere af Sveriges royale familie gør brug af dem.

I anledningen af den svenske kronprinsesse Victorias 39 års fødselsdag skriver Sveriges kongehus på deres hjemmeside www.kungahuset.se, at såfremt man ønsker at sende en lykønskning til kronprinsessen, så kan det blandt andet gøres via Facebook.

Flere tusinder brugere har også benyttet sig af lejligheden til at gratulere fødselsdagsbarnet. Over 2.700 brugere har i skrivende stund skrevet lykønskende kommentarer til et billede af kronprinsesse Victoria, og 24.000 har givet det et like.

- Tillykke med fødselsdagen, smukke prinsesse. Ud fra hvad jeg kan se og høre, så lader du til at være en god rollemodel som mor, kvinde og svensker både for dem, du har nær, men også for os, som du repræsenterer på så fin vis gennem dit arbejde. Jeg ønsker dig mange gode år i fremtiden. Hip, hip, hurra på din fødselsdag, står der i en af de mange kommentarer.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.