Konge inviterer børn til leg i baghaven
Norske kong Harald holdt åbningstalen, da prinsesse Ingrid Alexandras skulpturpark i dag blev indviet i selskab med hundredvis af børn.
Kong Harald var torsdag med til at indvie sit barnebarns skulpturpark i Slotsparken i Oslo.
Kong Harald var torsdag med til at indvie sit barnebarns skulpturpark i Slotsparken i Oslo. Foto: Petr David Josek/AP


Slotsparken i Oslo har nu fået en ny attraktion, som særligt henvender sig til børn.

Prinsesse Ingrid Alexandra har nemlig fået sin helt egen skulpturpark i det grønne område, der omgiver det kongelige slot. Parken blev indviet af hendes farfar, kong Harald, som var yderst pædagogisk over for de hundredvis af fremmødte børnehavebørn. Det skriver norsk Se & Hør.

- Nogle af jer har måske været i Slotsparken før, mens andre er her for første gang. Vi håber hvert fald, at det ikke er sidste gang, I er her, og at I vil fortælle familie og venner om parken. Og så håber vi, at I vil lege med skulpturerne, for de er ikke kun til pynt, sagde den 79-årige regent i talen ifølge norsk Se & Hør.

Kongefamilien havde glædet sig til dagen i mange år, fortalte kongen, inden afsløringen af de to første skulpturer, som var helt i parkens ånd. Det var nemlig to elever, der var blevet udvalgt blandt Norges femte- og sjetteklasser i en landsdækkende konkurrence, til at designe skulpturerne til parken.

Også dronning Sonja, kronprinsesse Mette-Marit, kronprins Haakon og prins Sverre Magnus var til stede, mens prinsesse Ingrid Alexandra på traditionel vis fik lov at klippe snoren og markere den officielle åbning af sin egen skulpturpark i den norske hovedstad.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.