Konge deltager i sejler-VM
På trods af sine snart 80 år stiller norske kong Harald op til VM i sejlads i Toronto, Canada.
Kong Harald på sin 75-års fødselsdag.
Kong Harald på sin 75-års fødselsdag. Foto: Martin Meissner/AP


Trods sine snart 80 år er der stadig fuld gang i norske kong Haralds sejlerkarriere.

I denne uge rejser den norske konge nemlig afsted mod Canada, hvor han skal deltage i VM for 8-meter-både i Toronto, skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.

VM foregår fra den 19. til den 27. august, men kongen og hans mandskab ønsker at ankomme tidligere til Toronto for at lære forholdene at kende inden konkurrencens start. Derfor deltager de også i det nordamerikanske mesterskab, som begynder fredag.

Det er ikke første gang, at den norske konge deltager ved et sejler-VM. Det syv mand store mandskab har sejlet sammen i mange år og deltog senest ved VM i Genève i fjor. Det er dog første gang, den norske konge deltager i en konkurrence for 8-meter-både på det amerikanske kontinent.

Det norske kongeskib "Norge" vil under konkurrencen blive brugt som base for kong Harald og hans mandskab. Skibet skal både fungere som bolig og støtteskib for besætningen, som det også tidligere er sket under kongens sejlkonkurrencer.

Kong Harald skal sejle båden "Sira", som er bygget i 1938 af den norske bådbygger Johan Anker.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.