Kong Abdullah havde fingeren på pulsen til det sidste
Saudi-Arabiens kong Abdullah er død. Han blev over 90 år, men regerede kun officielt i 10 år af sit liv.
Saudi-Arabiens kong Abdullah, forrest, overtog allerede i 1995 den faktiske ledelse af oliestaten.
Saudi-Arabiens kong Abdullah, forrest, overtog allerede i 1995 den faktiske ledelse af oliestaten. Foto: AP/AP


Han var ikke alene erfaren på livet, Saudi-Arabiens kong Abdullah, der natten til fredag dansk tid er død.

Han var også erfaren som øverste leder i det store sunnimuslimske og olierige land i Mellemøsten.

Abdullah var en af sønnerne af Ibn Saud, der grundlagde Saudi-Arabien i 1932. Han overtog formelt tronen i 2005, da hans halvbror kong Fahd døde. Men Abdullah overtog allerede i 1995 dag-til-dag-forretningerne i Saudi-Arabien, da Fahd blev ramt af et slagtilfælde.

Abdullah Ibn Abdilaziz menes at være død i en alder af 90 år, men der har været tvivl om, hvorvidt han blev født i 1924 eller 1923.

Ifølge den britiske avis The Guardian har den nu tidligere konge haft flere end 30 koner - ikke på samme tid - og mindst 15 sønner og 20 døtre.

Han blev ifølge BBC set som en leder i stand til at iværksætte reformer og har været en fortaler for fred i Mellemøsten. I sine sidste år havde han da også stadig en finger på fredspulsen.

Den lokale presse skrev blandt andet sidste år, at Abdullah i sommer mødtes med den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, i et palads i Jeddah for at drøfte konflikten mellem Israel og Hamas.

Abdullah har i sin reelle regeringstid, altså siden 1995, været vant til dagsordener, der optager store dele af verden.

Saudi-Arabien er helligt for muslimer, da det huser Mekka og Medina, islams helligste steder, så der kommer masser af pilgrimme hvert år. Det er også verdens største eksportør af olie, hvilket har givet landets kongefamilie, der består af tusindvis af mennesker, ufattelig rigdom.

Men penge eller ej, kongen har også haft store problemer at slås med.

Osama bin Laden, den dræbte al-Qaeda-leder, var saudiaraber. De fleste terrorister, der deltog i attentatet i USA 11. september 2001, var saudiarabere.

I de senere år har der været oprør i en række arabiske lande, herunder i Saudi-Arabiens nabolande Yemen, Bahrain og Egypten og lidt længere væk i Syrien. Oprør, som skabte frygt blandt de enevældige herskere i regionen, herunder hos den aldrende Abdullah.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.