Konflikter står i kø i Mellemøsten under Kerrys besøg
USA's udenrigsminister er på vej til Mellemøsten, der lægger jord til den ene konflikt efter den anden.
USA's udenrigsminister indleder søndag en tre dage lang rejse til Mellemøsten. Han besøger Israel og Abu Dhabi.
USA's udenrigsminister indleder søndag en tre dage lang rejse til Mellemøsten. Han besøger Israel og Abu Dhabi. Foto: J. Scott Applewhite/AP


Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, rejser søndag til Israel, og dermed indleder han et tre dage langt besøg i Mellemøsten.

Efter Israel rejser han til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater i Golfen.

- I Abu Dhabi skal Kerry mødes med højtstående regeringsrepræsentanter for at drøfte en række bilaterale og regionale sikkerhedsspørgsmål med fokus på Syrien, siger John Kirby, talsmand for udenrigsministeriet i den amerikanske forbundshovedstad, Washington DC.

I de seneste uger er omverdenens modstand mod den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak kommet op i et nyt gear, efter at IS har begået terrorattentater i Sinai, Paris og Beirut med hundredvis af dødsofre til følge.

Et russisk passagerfly blev sprængt i Sinai, og det har fået Rusland til at sætte sine krigsfly ind mod IS-mål i Syrien. Også Frankrig bomber IS-mål.

Men først kommer han til Israel, og det er første gang siden sommeren 2014, at Kerry kommer til det hellige land.

Det er en af de længstvarende konflikter i Mellemøsten, som Kerry endnu engang lægger arm med. Fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere står stille, og imens er der fortsat blodige sammenstød mellem de to folk, der strides om samme landområder.

- Mens han er i Tel Aviv, Jerusalem og Ramallah (Vestbredden red.), skal han mødes med højtstående embedsmænd for at drøfte en stribe bilaterale og regionale politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål, siger John Kirby.

- Han skal også fortsat drøfte et stop for vold i Israel, Jerusalem og Vestbredden og en forbedring af forholdene på jorden, tilføjer han.

Volden mellem israelere og palæstinensere eskalerede nok engang i begyndelsen af oktober med attentater på gader med skud og knive.

Lørdag aften blev fire israelere meldt såret af knivstik i den sydlige del af landet. Gerningsmanden er flygtet.

Siden oktober er mindst 86 mennesker på den palæstinensiske side, herunder en israelsk araber, dræbt. 15 israelere, en amerikaner og en eritreer er også dræbt.

Mange af de dræbte palæstinensere er personer, som er blevet dræbt under overfald på israelere, eller som mistænkes for at have været mulige attentatmænd.

En del palæstinensere er også skudt under sammenstød med Israels militær.

Israelske sikkerhedskilder siger, at de venter, at overfaldene vil fortsætte i de kommende måneder.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.