Kondom-julemand: Fræk stunt fra ung politiker
Den unge folketingskandidat Peter Hummelgaard Thomsen (S) legede glad kondom-julemand til weekendens Distortion-fest.
Det er tid til genrejsning, så snup et kondom, lyder det jublende budskab fra Peter Hummelgaard Thomsen.
Det er tid til genrejsning, så snup et kondom, lyder det jublende budskab fra Peter Hummelgaard Thomsen. Foto: DSU


Røde roser, blå balloner, bolcher eller en brochure.

Alt sammen ting, som danskerne er vant til at få stukket i hånden, når de går forbi en politiker under valgkampen.

Men den socialdemokratiske folketingskandidat Peter Hummelgaard Thomsen har valgt at krydre valgkampen med nogle lidt frækkere gaver. Til weekendens Distortion-fest i København gik han nemlig - sammen med en flok fra partiets ungdomsorganisation - rundt mellem de fulde unge og delte kondomer ud.

- Jeg synes, det er en sjov måde at møde de unge i øjenhøjde på, siger Peter Hummelgaard Thomsen til Avisen.dk

Kondomerne, som han glad kaster i grams, er pyntet med sloganet "Krisen skal sluttes - tid til (gen)rejsning".

- Det gør ikke noget, det er lidt lummert og med et glimt i øjet, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Men faktisk ligger der også en mere seriøs anledning til grund for, at han går rundt som glad kondom-julemand mellem de unge festende københavnere, tilføjer han.

- Mange gymnasier og andre uddannelser sætter ikke fokus på valget den her gang, fordi det ligger lige midt i eksamensperioden. Så hvis man vil snakke politik med de unge, er man nødt til at gøre noget andet, siger han.

Og de berusede unge har taget pænt imod både hans kondomer og politiske budskaber, fortæller Peter Hummelgaard Thomsen.

- Jeg har haft nogle gode snakke med folk. Det er selvfølgelig ikke alle samtaler, der har været lige begavede sådan en sen fredag aften, men det har været hyggeligt, siger han med et grin.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.