I sidste uge straffede kommunen syge Anita Bang Degn for at bage julekager i sin fritid.
Kommunen mente, at hvis hun kunne holde til at bage småkager, så kunne hun også holde til at arbejde fire timer ekstra om ugen i sit jobafklaringsforløb.
Siden undskyldte og beklagede kommunen, at man havde sat Anita Bang Degn op i tid udelukkende på baggrund af oplysninger fra Facebook.
Onsdag kan Avisen.dk fortælle, at overvågning af borgere på Facebook slet ikke er unormalt i kommunerne. Flere sager fra de senere år viser da også, hvordan flere borgere har følt sig forfulgt og overvåget af kommunens medarbejdere:
Frank følte sig forfulgt
I november 2015 skrev Ugeavisen, at 55-årige Frank Olsen blev indkaldt til at stå skoleret for Kolding Jobcenter, efter kommunen havde gennemgået hans Facebook-profil. Frank Olsen var afklaret til at kunne arbejde 13,5 timer i et fleksjob. Han blev kaldt til samtale, fordi kommunens kontrolgruppe fandt opdateringer og billeder på Frank Olsens Facebook-profil, som viste, at han jævnligt trænede i fitnesscentret og ind imellem tog på hundeudstilling med sine racehunde.
- Jeg føler, jeg bliver forfulgt, udtalte Frank Olsen og forklarede:
- Det med at jeg skal arbejde i stedet for at træne har vi prøvet, før jeg fik tildelt fleksjob. Jeg kan ikke arbejde, hvis jeg ikke træner ved siden af. Hvis jeg arbejder i stedet for at træne, går der tre dage, så kan jeg ikke bruge det ene ben, fordi jeg ikke har trænet ryggen. Det kan se underligt ud, at jeg er muskuløs, selv om jeg er halvt handicappet. Men det er virkeligheden, siger Frank Olsen til Ugeavisen.
En ansat i Kolding Kommunes kontrolgruppe forklarede, at Facebook-opdateringerne ikke kan stå alene, når kommunen efterforsker snyd, og at der som regel ligger en anmeldelse eller et tip til grund. Der er heller ikke tale om, at de følger samme borger år ud og år ind.
Hvordan kunne Karina bage boller?
I september 2013 blev Karina Hansen af kommunen præsenteret for 51 udprintede sider af sin egen Facebook-profil, kunne BT fortælle. Hun var kontanthjælpsmodtager og var kommet til skade på arbejdet. Kommunen ville vide, hvordan Karina kunne gå tur med hunden, cykle og bage boller, når hun var syg og havde svage arme.
- Det her er simpelthen for langt ude. Jeg føler mig overvåget, forfulgt og mistænkt uden grund. Man får jo psykisk stress af at blive udsat for sådan noget. Da jeg fik de 51 sider fra min Facebook-profil smidt på bordet og fik de spørgsmål, sagde jeg også til min sagsbehandler: "Helt ærligt - er det nu blevet ulovligt at bage boller? - og har I aldrig hørt om en røremaskine?" Man bliver da helt i tvivl, når kommunen bruger de metoder, sagde hun til BT.
Kommunen forsikrede dengang om, at de ikke gjorde noget, de ikke måtte. De ”bruger Facebook som et værktøj blandt mange forskellige redskaber for at sikre, at de mennesker, der er berettiget til at få hjælp, får det,” lød forklaringen fra Kolding Kommune.
Og i en tredje sag fra Kolding Kommune kunne Politiken fortælle, hvordan en håndværker i 2011 fik frataget sygedagpenge, efter han havde lagt billeder af sit arbejde på Facebook.
Kommune lurede på Saschas Facebook
I marts 2011 fortale Sascha Nyhus til Information, hvordan hun i over et år blev overvåget af kommunen, der gravede i økonomiske forhold, granskede Facebook-profiler og besøgte hende privat for at lede efter mandesko. Alt sammen for at dokumentere, hvorfor man fratog hende en lang række ydelser, fordi faderen til hendes børn også var en del af husstanden.
33-årig skulle betale 424.000 tilbage
I november 2011 mistede en 33-årig kvinde fra Holbæk Kommune alle sociale ydelser og skulle tilmed betale 424.000 kroner tilbage til kommunen, skriver Version2. Afgørelsen kom efter, at kvinden havde lagt et billede på Facebook med teksten ’min skøre, dejlige mand’ – og det brugte kommunen til at afgøre, at hun ikke var enlig.
Kommunerne må faktisk gerne bruge Facebook i sociale sager. Læs mere om det her.