Kommunerne skal tage imod 9500 færre flygtninge
Kommunerne stod oprindeligt til at skulle modtage 17.000 flygtninge i år, men tallet er faldet til 7500.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg mener, at regeringens udlændingestramninger har været med til at sikre, at kommunerne nu får færre flygtninge end ventet.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg mener, at regeringens udlændingestramninger har været med til at sikre, at kommunerne nu får færre flygtninge end ventet. Foto: -/Polfoto


Landets kommuner skal finde boliger til markant færre flygtninge end først antaget.

Det står klart, efter at Udlændingestyrelsen onsdag har justeret sit skøn over det antal flygtninge, der i 2016 forventes at blive visiteret til boligplacering i kommunerne.

Oprindeligt var forventningen, at det drejede sig om 17.000 flygtninge, men det tal er nu nedjusteret til 7500.

Udmeldingen kommer, efter at regeringen i forbindelse med finansloven nedjusterede skønnet over antallet af asylansøgere fra 25.000 til maksimalt 10.000 i år og de kommende år.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tilskriver en del af udviklingen de stramninger, regeringen har foretaget.

- Det er glædeligt, for det gør alt andet lige opgaven med at integrere flygtninge nemmere for kommunerne. Dermed ikke sagt, at det er en nem opgave, kommunerne står over for, siger Inger Støjberg.

Også næste år venter Udlændingestyrelsen nu mindre pres på kommunerne.

Her havde man oprindeligt regnet med, at kommunerne skulle hjælpe 15.000 flygtninge. Det tal er nu sat til 8500.

- Det er en væsentlig lettelse for kommunerne. Det har betydning for alt lige fra at finde lejligheder til at finde praktikpladser og hjælpe børnene ind i skolen, siger Inger Støjberg.

Spørgsmål: Bør armlægningen mellem kommunerne og regeringen om flere penge til flygtninge efter din mening være slut efter de nye tal?

- Vi lavede en fornuftig aftale med kommunerne sidste efterår om det økonomiske. Og vi har lavet topartsaftaler om at afbureaukratisere. Og aftaler om arbejdsmarkedet. Det anser jeg som afsluttet nu i lyset af det lavere antal.

Spørgsmål: Forventer du, at det lavere antal flygtninge til kommunerne også vil fortsætte de kommende år?

- Det lavere tal, der nu er meldt ud til kommunerne, er en konsekvens af, at vi har gennemført en lang række opstramninger i Danmark. Og at der også på fælleseuropæisk plan er blevet taget nogle initiativer, der gør, at der kommer færre flygtninge til Europa og til Danmark.

- Derfor har vi også nedjusteret det antal asylansøgere, vi forventer i de kommende år, til 10.000 som maksimum. Vi forventer at fortsætte den meget stramme udlændingepolitik og gennemføre yderligere opstramninger, siger Inger Støjberg.

Størrelsen af det såkaldte landstal for flygtninge er dog forbundet med stor usikkerhed.

Blandt andet fordi det fortsat er usikkert, hvor mange asylansøgere der rejser ind i Danmark.

På baggrund af tallet skal der nu fastsættes kvoter for, hvor mange flygtninge de enkelte regioner i Danmark skal tage.

Derefter vil Udlændingestyrelsen bede kommunerne i hver region om at indgå en aftale om kommunekvoter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.