Det blev en lille sejr til kommunerne, da der skulle tegnes økonomiske rammer i Finansministeriet tirsdag.
Regeringens plan om at flytte udbetalingen af sygedagpenge til Udbetaling Danmark gik nemlig i vasken, og det bliver derfor fortsat kommunerne, der skal udbetale dagpenge til sygdomsramte danskere. Det skriver Jyllands-Posten.
Og det er en beslutning, som Kommunernes Landsforening kæmpede for under forhandlingerne med finansministeren.
- Vi har fra starten advaret imod en opgaveflytning, fordi der på flere områder indgår skøn i vurderingen, og fordi det ville medføre en ringere service og risiko for, at borgerne ville blive kastebold mellem flere myndigheder, siger formand Martin Damm til Jyllands-Posten og fortsætter:
- Det går lodret mod tanken i kommunalreformen om at skabe én indgang for borgerne til den offentlige sektor.
Dermed måtte finansminister Bjarne Corydon (S) skrinlægge sine planer om at flytte sygedagpenge og kontanthjælp til Udbetaling Danmark, der allerede står for udbetaling af pensioner og barselshjælp.
- Vi har lyttet til kommunernes skepsis, så det bliver ikke til noget. Man kan ikke vinde hver gang, siger han til Jyllands-Posten.
Men Bjarne Corydon gik bestemt ikke tomhændet fra forhandlingerne. Internationale sygesikringssager, begravelseshjælp, fleksydelser, delpension og efterlevelseshjælp bliver nu lagt over i Udbetaling Danmarks hænder.
Til gengæld skal kommunerne spare en del på anlægsarbejde som del af en ny stram aftale fra regeringen.
Newspaq