Kommuner vil sende 27.000 førtidspensionister i arbejde
Det vil øge arbejdsudbuddet med op til 5.000 personer, mener Kommunernes Landsforening.
Hvis det stod til KL, så skal mennesker, det grundet alvorlig sygdom har fået tilkendt førtidspension, tilbage på arbejdsmarkedet.
Hvis det stod til KL, så skal mennesker, det grundet alvorlig sygdom har fået tilkendt førtidspension, tilbage på arbejdsmarkedet. Foto: SCANPIX arkiv


Danskere, der har fået tildelt førtidspension for over ti år siden, skal ikke længere være fredet fra arbejdsmarkedet. Hvis du kan arbejde, skal du stå til rådighed. Og det er lige meget, hvor små arbejdsevner du end må have.

Sådan mener Kommunernes Landsforening (KL), der i følge Berlingske kommer med en række forslag, der skal 'øge arbejdskraftsudbuddet' blandt de borgere, som er langtidsparkeret på passive ydelser.

Blandt KL's forslag er, at 27.000 danskere under 50 år, som fik tilkendt førtidspension før 2003, skal have genvurderet arbejdsevnen. Det skal med andre ord testes, om de nu er i stand til at arbejde lidt.

- Det er nu engang overenskomsten i vores samfund, at dem, som kan, også skal. Ens arbejdsevne afhænger ikke kun af motivationen for at bruge den, siger Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus og formand for KLs arbejdsmarkedsudvalg, ifølge Berlingske.

KL's udspil er i tråd med en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der viser, at næsten ti procent af landets førtidspensionister allerede supplerer deres pension med lønnet arbejde.

Samtidig gør KL opmærksom på, at man ifølge erfaringer ude i kommunernes kan konkludere, at nogle af de 'gamle' førtidspensionister gennem årene får det bedre.

Alt i alt vil man, skønner KL, med forslaget kunne øge arbejdsudbuddet med op til 5.000 mennesker.

Der er dog ikke den store opbakning at hente til forslaget på hverken Christiansborg eller hos arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, Iben Nørup.

Hun siger til Berlingske, at forestillingen om, at man kan mange førtidspensionister i arbejde, er "fuldkommen urealistisk". Dertil kommer, at det retssikkerhedsmæssigt er problematisk at ændre på vilkårene for borgere, der allerede har fået tildelt en livslang pension.

På Christiansborg forholder både Socialdemokraterne, Venstre og Enhedslisten sig tvivlende til det nye forslag. Sidstnævnte partis arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen siger i en pressemeddelelse:

- KL må have drukket af potten eller noget andet stærkt som har frataget dem dømmekraften. Hvordan kan de få sig selv til at foreslå, at alvorligt syge mennesker skal have frataget deres førtidspension og sendes ud på et arbejdsmarked, der allerede har vist, at der ikke er plads til denne gruppe borgere. Utrygheden blandt førtidspensionister er stor nok i forvejen, det er direkte uartigt af KL at kaste mere benzin på det bål.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.