Kommuner: Vi kan ikke påtvinge løsladte hjælp
Kommunernes Landsforening er enig i, at koordineringen kan blive bedre, men siger samtidig, at man ikke kan tvinge løsladte i hjælp.
Kriminalforsorgen og Kommunernes Landsforening fastslår, at varetægtsfængslede ikke kan påtvinges hjælp til rehabilitering.
Kriminalforsorgen og Kommunernes Landsforening fastslår, at varetægtsfængslede ikke kan påtvinges hjælp til rehabilitering. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Løsladte varetægtsfængslede kan ikke tvinges i rehabilitering, lyder meldingen fra Kriminalforsorgen og Kommunernes Landsforening efter kritik fra Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

Trine Bramsen efterlyser i søndagens Politiken, "at der i forbindelse med udslusning af indsatte sker den nødvendige koordinering mellem Kriminalforsorgen og landets kommuner."

Det sker efter, det er kommet frem, at den terrormistænkte Omar El-Hussein blev løsladt fra sin varetægtsfængsling kun to uger inden skyderierne i København.

- Når de bliver løsladt fra varetægt, har vi ikke nogen mulighed for at stille vilkår eller betingelser. De kan jo bare bede om at blive løsladt. Så vi har ikke nogen mulighed for at påvirke dem, det er op til dem selv, siger vicedirektør i Kriminalforsorgen, Annette Esdorf, til Ritzau.

Den udmelding er Tina Wahl, kontorchef i KL's Center for Social og Sundhed, enig i.

- Der er mange forhold, der har indflydelse på, om folk falder tilbage til kriminalitet. Nogle kan kommunen gøre noget ved, andre kan vi ikke, skriver hun i en kommentar til Ritzau.

- Vi skal også huske på, at vi er på voksenområdet, hvor det er op til den enkelte, om de vil have hjælp.

Selvom både Kriminalforsorgen og KL på nuværende tidspunkt afviser, at løsladte kan tvinges i rehabilitering, er begge parter dog enige med Trine Bramsen i, at koordineringen skal forbedres.

- Det er en god idé, at få en bedre koordination med kommunerne. Det er noget, vi har arbejdet på længe, men det er klart, man kan altid gøre det bedre, siger Annette Esdorf til Ritzau.

Tina Wahl fra Kommunernes Landsforening ser også gerne, at koordineringen bliver bedre, men sender samtidig en stikpille retur til Kriminalforsorgen.

- KL er helt enig i, at der er brug en større koordinering mellem kommunerne og Kriminalforsorgen, men i kommunerne er vi nødt til at få information fra Kriminalforsorgen, når nogen løslades, så vi ved, at der skal igangsættes en indsats.

- Ellers er det svært for os at vide, at der skal gøres noget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.